Forebyggelse, rådgivning og social indsats
Af Jann Sjursen, tidligere generalsekretær i hjælpeorganisationen Caritas
Det er svært at forestille sig fri abort som en historisk parentes i Danmark. Det ville forudsætte et helt andet Folketing og en helt anden folkestemning. Et nyt syn på mennesker og rettigheder.
Hvis det nu var anderledes, hvad så? Hvordan skulle lov om svangerskabsafbrydelse så se ud? Taler vi om loven, som den så ud før 1973? Eller skal der være andre undtagelser fra et forbud mod provokeret abort? Det er afgørende juridiske spørgsmål, som har betydning for det virkelige liv for gravide og de børn, de bærer.
Denne artikel handler imidlertid om forebyggelse af uønsket graviditet, rådgivning og de bredere sociale indsatser m.v.
Hvad spiller ind, når kvinder vælger abort?
Undersøgelser viser, at økonomiske og sociale aspekter medvirker til, at kvinder vælger provokeret abort ved uønsket graviditet. Usikkerhed om uddannelse, job og bolig samt brug af prævention er andre faktorer (se faktaboks). Uden fri abort vil der alt andet lige være endnu mere behov for at rette fokus på at afhjælpe disse problemstillinger. Men der er ingen grund til at vente med hjælpen, til den fri abort er afskaffet…
Forebyggelse et must
Forebyggelse af uønsket graviditet er et must. Det handler om brug af prævention, men også mere end det: Om køn og seksualitet, ansvar og parforhold. Det involverer mange aktører, men uddannelsesinstitutionerne skal være frontløber og samarbejde med myndighederne og foreninger.
I folkeskolen er emnet familiekundskab en oplagt ramme. Emnet er lige relevant for unge og voksne, så det bør også indgå i andre sammenhænge. F.eks. på ungdomsuddannelserne og i forbindelse med fødselsforberedelse og kurser for par.
Og så skal der tænkes i at nå målgrupperne digitalt.
Tværgående rådgivning og bortadoption
Tværgående familierådgivning, herunder i forhold til graviditet, er endnu et must. Det er krumtappen i rådgivningsindsatsen. Kommuner indretter sig forskelligt. Meget godt er i gang. Noget skal skubbes i gang eller styrkes.
Mens der politisk er stærke fortalere for, at flere børn skal anbringes ved tvangsfjernelse eller ligefrem tvangsbortadoption, så er der i dag få danske børn til frivillig bortadoption.
Afskaffelse af fri abort må forventes at øge behovet for frivillig bortadoption. Frivillig bortadoption er et utroligt svært valg, uanset! Så meget desto mere må samfundet anderkende og støtte op om beslutningen for den vordende mor, der ikke kan se sig selv som forælder for et kommende barn.
Styrk familiepolitikken
Lidt afhængig af hvor man står på den politiske farveplade, så er der forskellige forslag til, hvordan familiepolitikken skal styrkes. Vi er nået langt i forhold til barselsorlov, som er vigtigt i forhold til omsorgen for nyfødte og familien.
Forældreorlovsordningerne er imidlertid økonomisk blevet langt mindre attraktive, end de var tidligere, og vi mangler at få skabt langt bedre forældremuligheder (for enlige ikke mindst) for at kunne kombinere arbejde med omsorg for børn under den skolepligtige alder. Altså nogle deltidsordninger for arbejde og pasning (og tilskud hertil), der giver mere tid til familien.
Store huller i indsatsen
Der er mildest talt dømt økonomisk smalhals for familier, der er ramt af kontanthjælpsloftet og de begrænsninger, det medfører for boligstøtte og børnefamilieydelser. Lovgivningen er selvfølgelig ”farveblind”, men der er ingen tvivl om, at den nye fattigdom, som ”loftet” kan medføre, har en etnisk og aldersmæssig slagside. Det betyder noget i forhold til at få flere børn.
Som hyppigt påpeget af frivillige organisationer, bliver der stadig flere huller i hjælpen på handicapområdet. Det må ændres. Og så venter vi i øvrigt på tredje år på en tiårs plan for en genopretning af psykiatrien.
Jo, der er brug for at styrke familiepolitikken og indsatsen for udsatte og sårbare, også dem, der bliver gravide.
På trods af loven
Uden fri abort vil der være kvinder, der vil rejse udenlands for at få fjernet deres ufødte barn. Nogle vil måske få en såkaldt usikker og ulovlig abort i Danmark. Synspunkterne bliver fremført som forsvar for den fri abort
Og ja, det vil nok være sådan. For love bliver overtrådt eller omgået. Lidt som når døende i dag rejser til Schweiz for at få hjælp til at begå selvmord eller ulovligt får hjælp til det i Danmark og med den usikkerhed, det medfører. Det betyder jo ikke, at vi gør det til en ret at få hjælp til at begå selvmord – ligeså lidt som at trafikregler bliver annulleret, fordi de overtrædes.
Retten til liv er fundamental. Det skal vores lovgivning afspejle og fællesskabets indsats ligeså. Det gælder om at redde menneskeliv – også i forhold til de ufødte.
Årsager til prokeret abort
• Præventionssvigt eller manglende brug af prævention
• Oplevelse af ikke at være tilstrækkelig moden til at kunne tage sig af et barn
• Ikke ønske om flere børn
• Ustabilt parforhold/samlivsforhold/ingen partner
• Uddannelsessituation
• Tilknytning til arbejdsmarkedet
• Rusmidler
• Vold
• Fosterundersøgelser
(Egen oplistning. Flere kilder bl.a. Undersøgelse af uønskede graviditeter og valg af abort blandt kvinder under 25 år, Sundhedsstyrelsen 2010)
Bragt i Retten til Livs blad LIV maj 2021