Ved provokeret abort er der især risiko for blødning og infektion, og ved både medicinsk og kirurgisk abort må ca. 5 % have foretaget en udskrabning på mistanke om efterladt foster- eller graviditetsvæv i livmoderhulen.
Medicinsk abort
Komplikationer viser sig ved:
- Kraftig behandlingskrævende blødning. Hos 0,4 % er transfusion nødvendig. Dødsfald pga. forblødning er set også i en skandinavisk sammenhæng. Derfor frarådes kvinden at være alene under en medicinsk abort.
- Behandlingskrævende smerter.
- Underlivsbetændelse. Behandles med antibiotika.
- Hos 1 ud af 200 fortsætter graviditeten.
Hvis kvinden fortryder under medicinsk abort
Hvis kvinden fortryder efter indtagelsen af det første hold piller (Mifegyne) og afbryder behandlingen, og hvis den ufødte overlever aborten (ca. 25 %), så er der ikke noget, der tyder på, at han eller hun vil få varige skader. Har kvinden også taget andet hold piller (Cytotec) og den ufødte overlever aborten (ca. 5 %) da er der en lille risiko for, at han eller hun får en misdannelse*. Har kvinden fortrudt aborten forhindrer dette ikke, at hun støttes i at gennemføre graviditeten.
*Se vejledning fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi – Medicinsk abort 1. trim. (2014) afsnit “Teratogenicitet” s. 5
Kirurgisk abort
Komplikationer viser sig ved:
- Underlivsbetændelse. Behandles med antibiotika og evt. udskrabning.
- Kraftig vedvarende blødning. Behandles med udskrabning.
- Hul på livmoderen. Behandles med operation i fuld bedøvelse. (0,1-0,4 %)
- Risikoen for sterilitet er meget lille, men til stede. Den vigtigste årsag til sterilitet hos kvinder er infektion. Klamydia er den hyppigste årsag til underlivsbetændelse og man kan være inficeret uden at have symptomer. Dette er grunden til, at kvinden før abortindgrebet undersøges for klamydia og evt. behandles.
- Hos 1 ud af 500 fortsætter graviditeten.
Abort og brystkræft
Der er meget der tyder på, at der er en sammenhæng mellem abort og brystkræft, men dette er ikke endelig belyst og anerkendes derfor ikke af behandlersystemet. Derimod er det påvist, at det at få børn, at få dem tidligt og at amme dem nedsætter risikoen for at få brystkræft.