– et kompetent alternativ eller russisk roulette?
af Lau Sander Esbensen, Bibliotek for Læger marts 2000
I 1962 bragte daværende professor i retsmedicin, Harald Gormsen, en advarsel i den lærebog han selv havde skrevet;
“Medens frekvensen af komplikationer … utvivlsomt ligger væsentlig højere ved ulovligt end ved lovligt induceret abort, er letaliteten [dødeligheden] ved de to arter indgreb – forbavsende nok – formentlig den samme, et forhold, som afgjort ikke bør bringes til offentlighedens kundskab”
Når man tænker på hvor tit det er blevet fremhævet i den tilsyneladende udødelige abortdebat, at de illegale aborter var farlige indgreb som truede både kvindens liv og hendes helbred, er det en påstand ingen historiker med interesse i emnet kan sidde overhørig; Gormsen´s advarsel udfordrer den absolut enerådende opfattelse af de illegale aborters placering i aborthistorien. Selv har jeg, ligesom de fleste andre, aldrig anset den illegale abort for noget der bare nærmede sig et kompetent alternativ til den legale abort, som jo udføres med hele det moderne sygehusvæsens ressourcer i ryggen. Men da jeg begyndte at grave i dette stykke moderne Danmark, viste det sig faktisk at Gormsen ikke var alene om at anfægte grundfortællingen om de illegale aborter, og det har fået mig til at stille noget man egentlig skulle tro var et dumt spørgsmål: Hvor farlige var de illegale aborter?
Dokumentationen
Man kunne jo starte med at gribe fat i hvad vi egentlig ved om de illegale aborters farlighed. Ja, vi ved selvfølgelig at de illegale aborter i et ukendt antal tilfælde foregik under forhold som kun kan betegnes som rystende. Og det ved vi både fra de læger der har arbejdet med disse kvinder og har fortalt deres oplevelser videre, vi ved det fra Retslægerådets årsberetninger, hvor nogle af de mest hårrejsende sager er blevet beskrevet, men først og fremmest ved vi det fra de personlige vidnes-byrd som indimellem er nået frem til en større offentlighed.
Men hvor forfærdelige disse sager end har været, mener jeg det er misvisende at lade enkelttilfælde tegne det samlede trusselsbillede. De illegale aborters farlighed må handle om den risiko kvinden tog, når hun af forskellige grunde stod og skulle skaffe sig en abort på det illegale marked.
Man må altså forsøge at danne sig et bredere billede af disse aborters farlighed, men da det i sagens natur aldrig har været muligt at registrere de illegale aborter på samme måde som man har gjort med de legale, må man forsøge en anden vinkel. En måde at gøre det på er at undersøge et konkret og afgrænset materiale, og det er da også hovedsagligt i den form man har undersøgt problemet.
Med lidt god vilje kan man finde præcis fire videnskabelige beskrivelser af de illegale aborters farlighed; en undersøgelse af dødeligheden ved illegal abort af Laurits Balslev fra 1933; en opfølgning på Balslev´s resultater i Svangerskabskommissionens betænkning fra 1936; en kort række artikler af Johannes Fabricius-Møller og Viggo Oram fra starten af 50´erne som fokuserer på komplikationsfrekvensen for de illegale aborter; og endelig en ny undersøgelse af dødeligheden ved illegal abort af Carl Eli Olsen, Henning Borch Nielsen & Erling Østergaard fra 1967.
Derudover kan man også, med forsigtighed, inddrage Sundhedsstyrelsen´s register over Dødsårsag-erne i Kongeriget Danmark. Siden 1931 har Sundhedsstyrelsen registreret alle dødsfald ifm. abort, men har gjort det under skiftende diagnoser; septisk abort, toxinsk abort, spontan abort, legal abort mv. En hel del af disse dødsfald har ikke haft noget med selve det provokerende indgreb at gøre. Tilsvarende har en ukendt del af dødsfaldene haft en illegalt provokeret abort som årsag, men er registreret under en anden diagnose. På den måde er dødsårsagsstatistikken givetvis ikke komplet, men jeg mener godt den kan bruges som en overordnet ramme for udviklingen i abortens farlighed, som angivelsen af en tendens.
Antallet
For at kunne vurdere dødeligheden (mortaliteten) og komplikationsfrekvensen (morbiditeten) for illegal abort, må antallet af dødsfald og komplikationer sættes i forhold til deres samlede antal.
Antallet af legale aborter kender man ret nøjagtig, fordi det allerede i 1932 blev lovpligtigt at anmelde en legal abort til Sundhedsstyrelsen. Antallet af illegale aborter kendes til gengæld ikke, da de af ret indlysende grunde ikke blev indberettet, og deres omfang kan derfor kun skønsmæssigt talsættes. Det gælder derfor om at sætte en ramme for det samlede antal, så risikoen ved de illegale aborter ikke underdrives, fordi man har sat deres samlede antal for højt (og dermed dødeligheden for lavt) og omvendt at risikoen ikke overdrives fordi man har sat tallet alt for lavt.
De to bedst kvalificerede undersøgelser af det illegale aborttal er Henrik Hoffmeyer & Magna Nørgaard´s fra 1964, som dækker perioden 1940 til 1962 og Vagn Sele & Magna Nørgaard´s fra 1972 som omfatter årene 1960 til 1971. Den beregningsmetode som er anvendt i begge disse undersøgelser er for kompliceret til en detaljeret gennemgang, men skal resumeres kort:
Udgangspunktet er, at hvis man kender det reelle antal aborter i alt – spontane, legale og illegale – og kender antallet af hhv. legale og spontane, så må differencen udgøre de illegale aborter. De lega-le aborter har man styr på. Man ved også nøjagtig hvor mange kvinder der hospitaliseres med en abort. Men man ved ikke hvor mange uofficielle aborter der er. Det gælder altså i første omgang om at anslå det faktiske antal ikke-legale – dvs. spontane og illegale – aborter ialt, altså de aborter som finder sted uden at sundhedsvæsenet får kendskab til dem, fordi de ikke fører til en hospitalsindlæg-gelse. Det gør man ved, på grundlag af de afgrænsede undersøgelser af konkrete materialer, som foreligger fra fx mødrehjælpen, at anslå hospitaliseringsfrekvensen, altså; hvor stor en del af de ikke-legale aborter som rent faktisk finder sted ender med en hospitalsindlæggelse?
Når man har et overslag over det reelle antal ikke-legale aborter ialt, mangler man at skille de spontane aborter fra. Man er derfor interesseret i den spontane aborthyppighed, dvs. den procentdel af de kendte konceptioner som afsluttes af en spontan abort (igen støtter man sig til en række forskellige konkrete undersøgelser af hvor stor denne hyppighed er).
Når man har et tal for hvor mange spontane aborter der antages at være et givet år, trækker man det fra i det samlede antal ikke-legale aborter og får dermed en værdi for det anslåede antal illegale aborter dét år. Ved så at variere hospitaliseringsfrekvensen og den spontane aborthyppighed kan man beregne de extreme værdier og opstille dem i et minimums- og et maximumsscenarie, sådan som Hoffmeyer & Nørgaard gør det, og de når frem til følgende tal:
Illegale aborter max. min.
1940 5.059 … 706
1950 17.953 7.345
1960 15.664 5.995
Med konstateringen af at minimumsscenariet “giver usandsynligt lave værdier”, også i storby-områder, hvor man véd at abortfrekvensen er højere end på landet, konkluderer Hoffmeyer & Nørgaard at “de maksimalt udregnede værdier har mest sandsynlighed for sig”, men at de godt kunne forestille sig et forløb som startede i maximumsscenariet og omkring 1950 krydsede over i minimumsscenariet.
Hoffmeyer & Nørgaard´s undersøgelse er ret moderat i sin vurdering af det illegale aborttal, hvis man sammenligner med andre mere løse overslag, men den opfølgende undersøgelse fra 1972, som også indregner et mediumsscenarie, er endnu mere konservativ i sin vurdering:
Illegale aborter max. med. min.
1960 7.932 6.041 4.151
1970 4.365 2.539 712
Sele & Nørgaard vurderer selv deres resultater således:
“Det er vor opfattelse, at antallet af illegale aborter er rigtigst anslået ved anvendelsen af mediums-frekvensen for hyppigheden af spontan abort, hvorefter antallet af illegale aborter i 1971-72 skulle være knap 2.300 efter at have været ca. 6.000 i 1960-61”
Samlet set er man således på den sikre side når man vælger en endnu bredere margin, og, som jeg har gjort det, sætter minimumstallet for de illegale aborter til 2-3000 om året i perioden op til 1940, ca. 10.000 i 1950 og ca. 5000 årligt i første halvdel af 60´erne.
Abortens farlighed
Indtil begyndelsen af 30´erne var faren ved en provokeret abort kun i beskedent omfang undersøgt videnskabeligt. Man havde diskuteret både Obturatoren og Modersprøjten, og man havde diskute-ret de juridiske og sociale sider af abortproblemet, men vurderingen af hvor farlig en provokeret abort var byggede primært på lægernes formodninger og erfaringer, og et relativt sparsomt viden-skabeligt materiale. Egentlige komparative analyser af risikoen ved de legale og illegale aborter var der ingen af, men fra 1930 og frem publiceres en række artikler om abortens mortalitet og morbiditet, bla. provokeret af den sexualpolitiske debat som var startet i midten af 20´erne.
Claudius v. Leunbach
I 1932 blev den kendte og omdiskuterede sexualreformator, Jonathan Leunbach, anmeldt til Sundhedsstyrelsen af overlæge Marius Claudius for at have foretaget en “slet udført abortus provocatus”. Den konkrete sag drejede sig om en 28-årig kvinde som henvendte sig til Claudius og beklagede sig over forholdene på læge Leunbachs klinik. Efter at have undersøgt kvinden, indlagde Claudius hende på stedet og anmeldte som nævnt sagen. Men Sundhedsstyrelsen var ikke de eneste Claudius betroede sig til. Både avisernes og Ugeskrift for Læger´s læsere blev indviet i den tvivl han nærede vedrørende Leunbach´s metoder og faglige dygtighed, som i mindst to tilfælde skulle have kostet en kvinde livet, og Claudius antydede endog at Leunbach bevidst og systematisk tilsidesatte det retlige grundlag for hvornår der kunne bevilges en abort.
En så utilsløret mistænkeliggørelse af hans faglighed tvang Leunbach til at fremlægge de omdis-kuterede sygehistorier for offentligheden, så hans kolleger ikke var i tvivl om at han opererede på den rigtige side af det tilladelige. Leunbach ville sådan set godt anerkende, at den abortmetode han brugte i sin klinik – den såkaldte pastametode, hvor en geléagtig substans blev sprøjtet op i livmoderen og fremkaldte abort – var omdiskuteret og muligvis ikke uden risici. Og han ville sådan set heller ikke benægte at ikke to men tre kvinder var døde i hans varetægt. Men han protesterede imod anklagerne om ukyndighed og faglig inkompetence; i årene 1929 til 1932 havde han foretaget ialt 320 aborter hvoraf tre tilfælde havde fået en dødelig udgang. Det gav en mortalitet på lige under 1%, hvilket Leunbach ikke anså for alarmerende.
Kriteriet for om Leunbach´s mortalitet var bevis på hans ukyndighed skulle jo være at den var høj-ere end på de kirurgiske afdelinger, hvor landets højeste expertice måtte formodes at befinde sig. Året efter fremlagde Poul Kühnel fra Rigshospitalets Fødeafdeling A så “200 tilfælde af abortus provocatus på medicinsk indikation” som mere eller mindre frivilligt blev en støtte for Leunbach. Blandt Kühnel´s 200 tilfælde var der to dødsfald, altså en mortalitet på præcis 1%, og en række alvorligere komplikationer; stærkere blødning i mindst 8% af tilfældene, læsion i mindst 10%, 18% med infektion og 22% “uheld”.
Ud fra dette egentlig ret bekymrende trusselsbillede konkluderer Kühnel, at det ville forvolde store skader på danske kvinder hvis indikationsgrundlaget for legal abort, og dermed kredsen af kvinder med adgang til den, udvidedes. Kühnel´s undersøgelse blev kritiseret af både Leunbach og en anden kendt læge, Johannes Fabricius-Møller, som anklagede ham for at overvurdere indgrebets farlighed. Alligevel blev Kühnel´s undersøgelse brugt i den debat, som omgav retssagen imod Leunbach, som dokumentation for at Leunbach´s mortalitet lå indenfor rammerne af det acceptable og at anklagen for ukyndighed derfor var uden hold i virkeligheden.
Balslev´s undersøgelse Anklagerne mod Leunbach var med til at sætte abortmetoder og risici til debat, men i lang tid var der ikke rigtig nogen som forholdt sig til faren ved den illegale abort. Den blev ganske simpelt taget for givet, den blev anset for en fællesfaglig erfaring. I en undersøgelse af “abortens hyppighed og mortalitet” fra 1933 går en læge fra Frederiksværk, Laurits Balslev, som den første i kødet på påstanden om at “hekatomber af kvinder gå til grunde eller blive varigt invalide, sterile etc. som følge af kriminelle indgreb”, sådan som sygekasse-inspektør dr.med. Niels Christian Borberg formulerede det ved Neurologisk Selskab´s møde d.27 januar 1932.
Balslev´s materiale omfatter samtlige ikke-legale, hospitalsindlagte tilfælde af abort i København med Frederiksberg, Københavns Amt og Frederiksborg amt (svarende til 1/3 af landets befolkning) i ti-året 1921-30. Denne massive mængde data gør Balslev´s konklusioner solidt underbyggede. Af de ialt 16103 gange en indlæggelse registreres som en ikke-legal abort i dette område, får det i 126 tilfælde en dødelig udgang. Men efter at have gennemgået de mange sygehistorier kan Balslev udelukke 26, dvs. en femtedel, af undersøgelsen fordi døden hér har andre årsager end en “kriminel indledning”. På 10 år indtræder der altså maximalt 100 dødsfald som enten skyldes en spontan abort eller et illegalt abortindgreb, svarende til 10 dødsfald om året ud af en befolkning på ca. 1 million.
Balslev´s resultat kan så bruges til at vurdere den illegale aborts mortalitet. Selv sætter han døds-tallet ift. befolkningstallet, men det kan også ses på en anden, og for mig at se mere informativ, måde, nemlig i relation til antallet af illegale indgreb:
For at belaste de illegale aborter mest muligt forudsættes det at ingen af disse dødsfald skyldes en spontan abort. Hvis det videre antages at 1/3 af alle illegale aborter foregår i det geografiske område som afgrænser Balslev´s undersøgelse (en meget forsigtig vurdering, når man tænker på at abortfrekvensen altid har været højest i hovedstadsområdet), og man sætter det illegale aborttal til ca. 3000 på landsplan (hvilket er et rimeligt skøn), svarer det altså til 10 dødsfald for hver 1000 illegale aborter, dvs. en maximal mortalitet på 1%. Mortaliteten for de illegale aborter var altså ikke højere end for de legale, men mere sandsynligt noget lavere; hvis det illegale aborttal er højere end 3000 falder mortaliteten, og hvis mere end 1/3 af de illegale aborter foretages i det østlige Sjælland, falder den yderligere. Balslev kan derfor med sindsro konstatere, at “mortaliteten ved kriminel abort i Danmark ikke [kan] begrunde kravet om en lovændring”.
Betænkningen 1936
I 1936 udgav Svangerskabskommissionen en betænkning som var et oplæg til den første danske svangerskabslov, der blev vedtaget i 1937. I et bilag til betænkningen fremlagde et lægeudvalg det videnskabelige grundlag for kommissionens redegørelse for hhv. de legale og illegale aborter, og her fulgte man, øjensynligt som de eneste, op på Balslev´s undersøgelse.
Det lægelige udvalgs materiale er opdelt i et A- og et B-materiale hvor samtlige aborter i ti-året 1923-32 er indregnet; A-materialet omfatter de legale aborter og B-materialet omfatter de ikke-legale, dvs. de spontane og illegale, aborter.
A-materialet består af 1220 medicinsk indikerede aborter, hvor ialt 9 kvinder døde som en direkte følge af indgrebet. Mortaliteten for den legale abort bliver derefter 0,74%. Af de 1220 aborter var der en komplikationsfrekvens på 11,7%.
På baggrund af B-materialet kan kommissionen identificere ca. 25 dødsfald om året, men fra andre undersøgelser (bla. Balslev´s) ved man, at dét tal skal nedskrives med en vis gennemsnitlig andel på omkring 20%, som må tilskrives den sygdom hos kvinden som i første omgang var årsagen til at hun aborterede. Tilbage bliver ca. 20 dødsfald som relaterer sig til selve aborten – et tal som støttes af Sundhedsstyrelsens registrering af abortrelatrede dødsfald foretaget ud fra dødsattesterne. De 20 dødsfald omfatter imidlertid også dødsfald relateret til spontane aborter og må derfor betragtes som et absolut maximum i beregningen af den illegale aborts mortalitet.
Men kommissionen bruger dødstallet til noget helt andet, nemlig til at beregne antallet af illegale aborter. Man antager uden yderligere ophævelser at mortaliteten for illegal abort er noget højere end for legal abort og ganger så de 20 dødsfald op til et overslag over det samlede antal illegale indgreb, som man anslår til 1-2000 baseret på en antaget mortalitet på mellem 1 og 2% (internationalt lå den ifølge kommissionen på mellem 0,5 og 4%). Dette tal anfægtes imidlertid af et enkelt medlem, Svend Hoffmeyer, som anslår tallet til ikke under 6000. Kommissionen er godt klar over at 1-2000 illegale aborter virker meget, måske mistænkeligt, lavt, og antyder da også at tallet meget vel kunne være 10.000 eller mere. Dens skøn over det illegale aborttal bygger udelukkende på en sikker overbevisning om at lægerne gør det bedre end kvaksalverne.
Hvis man går en anden vej end kommissionens og istedet starter med et tal for de illegale aborter på ca. 3000 om året giver de 20 dødsfald en maximal mortalitet på 0,67%, dvs. nogenlunde det samme som de 0,74% der var mortaliteten for de legale indgreb. Så selvom det ikke med Balslev´s og kommissionens undersøgelser er bevist at de illegale aborter var de mindst farlige, er det ihvertfald demonstreret at man ikke uden videre kan tage dem for at være de mest farlige.
Fabricius-Møller´s undersøgelse
Først små 20 år efter Balslev kom den næste undersøgelse af de illegale aborters farlighed. I starten af 50´erne publicerede Johannes Fabricius-Møller, overkirurg ved Aarhus Amtssygehus, og én af hans medarbejdere, Viggo Oram, de erfaringer de gennem en længere periode havde haft med en ny abortmetode; evacuatio partialis + evacuatio uteri (også kaldet hindestiksmetoden). Hensigten var at starte en diskussion af de forskellige operationsteknikker for at have et grundlag at vurdere deres respektive kvaliteter på, og i dén forbindelse sammenlignede de komplikationsfrekvensen (morbiditeten) for legale aborter med de illegale. Resultatet var sådan set ligeså overraskende som Balslev´s i sin tid havde været.
Det ret omfattende materiale Fabricius-Møller og Oram lagde frem bestod af en legal del, hvor udvalgte abortmetoder undersøges, og en ikke-legal del, som omfattede alle spontane og illegale aborter der gennem en periode på 24 år havde været indlagt på Aarhus Amtssygehus.
De legale aborter er blevet foretaget med forskellige metoder: Den på landsplan nok mest udbredte abortteknik var på dét tidspunkt dilatatio + evacuatio (udvidelse af livmoderhalsen og udskrabning) som Fabricius-Møller og Oram udførte med en morbiditet på 11,3%. Abdominalt kejsersnit var også brugt og havde en morbiditet på 15,9%, men den hyppigst anvendte metode i Fabricius-Møller´s og Oram´s materiale var evacuatio partialis, som præsterede en morbiditet på kun 2,8%. Heroverfor præsenterede de så 2220 tilfælde, hvor en kvinde er blevet hospitaliseret med en ikke-legal (spontan eller illegal) abort (også fra Aarhus Amtssygehus). I 115 af disse tilfælde stødte der, efter Fabricius-Møller´s kriterier, komplikationer til, hvilket gav en komplikationsfrekvens på 5,2%.
For at gøre skønnet over de illegale aborters morbiditet så troværdigt som muligt, gør Fabricius-Møller og Oram først det, at de belaster dem med alle de fundne komplikationer for ihvertfald ikke at undervurdere morbiditeten. Da der blandt de 2220 tilfælde er en del spontane aborter, må tallet reduceres så meget at man er sikker på der kun er illegale aborter tilbage, for ellers sættes morbiditeten for lavt. Hvor stor en del der er illegale aborter er der ingen som med sikkerhed kan sige, men ud fra allerede foretagne undersøgelser vurderer de to forfattere at 90% givetvis er for meget og 35% for lidt. Hvis man antager at 35% af de hospitaliserede aborter er illegale, bliver den maximale morbiditet for illegal abort 14,9%. Hvis de illegale aborter udgør 50% af de 2220 tilfælde falder morbiditeten til 10,4% og hvis de udgør 65% eller 80% falder den yderligere til hhv. 8,0% og 6,5%. De illegale aborter kan altså konkurrere med den på daværende tidspunkt mest almindelige abortmetode, dilatatio + evacuatio (med en morbiditet på 11,3%), men er uden sammenligning farligere end den af Fabricius-Møller og Oram foretrukne hindestiksmetode. Nu blev der brugt en del forskellige metoder i såvel det legale som det illegale abortmiljø, og derfor er en sammenligning mellem en generel morbiditet for de illegale aborter og en metodespecifik morbiditet for de legale aborter misvisende. Den generelle sammenligning laver Fabricius-Møller i en senere publikation, og ud fra et eget materiale kunne han konstatere at
“komplikationsprocenten for de illegale aborter ligger mellem 10,4 og 15,6 % …[og er altså] ikke større end de komplikationsprocenter, man almindeligvis finder ved abortus provocatus foretaget med de sædvanlige hospitalsmetoder til at fremkalde abort”
Fabricius-Møller og Oram støttede sig til de illegale aborters overraskende lave komplikations-frekvens i argumentationen for at videreudvikle abortproceduren; de to Århuslæger var så sikre på effektiviteten og skånsomheden ved hindestiksmetoden, at de var begyndt at udføre den ambulant, med den psykologiske gevinst det ville være for de pågældende kvinder, og den økonomiske gevinst der lå i et reduceret forbrug af sengedage. På spørgsmålet om det var forsvarligt at udføre aborten ambulant, svarede Oram (på egne og Fabricius-Møller´s vegne):
“Ud fra vor erfaring, at de illegale aborter – der alle er udført ambulant – forløber uden større risiko for kvinderne … måtte man på sygehusene kunne opnå ligeså gode, ja bedre resultater, selvom man også der udførte indgrebet ambulant”
Poul Kühnel fra Rigshospitalet var ikke uenig i den fremgangsmåde, Oram og Fabricius-Møller anbefalede ved abort (han brugte den nemlig selv), men han var mildest talt anfægtet over deres motivation til at udføre den ambulant. Efter Kühnel´s opfattelse var det en fuldstændig udokumen-teret påstand at kriminel abort var “uden større risiko”. Tværtimod måtte Kühnel henholde sig til de utallige exempler på det modsatte som man kendte fra både de kirurgiske afdelinger og de små hjem, og han frygtede at koblingen til evacuatio partialis risikerede at miskreditere en ellers effektiv og anbefalelsesværdig metode.
Men det er kun Oram og Fabricius-Møller som kan dokumentere deres påstande. Hverken Kühnel eller nogen af hans kolleger eller meningsfæller fremlægger noget som helst materiale til støtte for påstanden om at en illegal abort var farligere end den legale. Og Fabricius-Møller´s konklusion på hele diskussionen står uimodsagt tilbage:
“[V]i må revidere vore anskuelser med hensyn til det farlige ved ulovlige aborter, for disse er med den af mig gennem 26 år gennemførte expektative abortbehandling, ikke farligere, måske mindre farlige, end abortus provocatus foretaget med de gængse metoder på vore afdelinger”.
Olsen m.fl.´s undersøgelse
Den sidste undersøgelse af abortens mortalitet som interesserer sig for de illegale aborters farlighed er Carl Eli Olsen, Henning Borch Nielsen & Erling Østergaard´s analyse af legale og illegale aborter i 1961-65. I denne 5-års periode blev der foretaget ialt 21.730 legalt provokerede aborter, hvoraf de 9 medførte kvindens død, svarende til en mortalitet på 0,4‰. I samme 5-års periode forekom 13 dødsfald som skyldtes ikke-legale (spontane og illegale, formentlig først og fremmest illegale) aborter, hvilket, som de tre forfattere da også undrer sig over, er forbavsende få “i betragt-ning af at antallet af illegale aborter anslås til 2-3 gange antallet af legale aborter”.
Hvis antallet af illegale aborter lå på de her 10-15.000 om året som forfatterne hentyder til, ville mortaliteten for illegal abort ligge helt nede omkring 0,2‰, hvilket næppe er sandsynligt. Olsen, Nielsen & Østergaard´s konklusion er, meget rigtigt, at de illegale aborter må tælles i meget mindre tal end man almindeligvis har troet.
Gør man istedet den mere realistiske antagelse, at der kun blev foretaget omkring 5000 aborter om året i det her tidsrum, svarer det til en mortalitet på 0,5‰, altså en ubetydelighed højere.
Dødsårsagerne i Kongeriget Danmark
Olsen, Nielsen & Østergaard´s undersøgelse bygger på materiale fra Sundhedsstyrelsens centralkartotek, og de resultater som er blevet publiceret herfra i Dødsårsagerne i Kongeriget Danmark synes at bekræfte det billede som de tre forfattere skildrer. Denne statistik omfatter kun dødsfald som står i relation til en abort. Den siger ikke noget om, hvorvidt dødsfaldene indtrådte ifm. spontane, legale eller illegale aborter. Den siger heller ikke noget om hvorvidt dødsfaldet var forårsaget af en sygdom hos kvinden eller om det var selve aborten der var dødens årsag (hvad enten den nu var spontan eller provokeret). Det eneste denne her statistik i princippet udtrykker er en udvikling i aborternes farlighed, men sammenlignet tiår for tiår er der så til gengæld heller ikke meget at tage fejl af. Som man kan se falder dødstallet ifm. abort (opgjort i absolutte tal) fra 22-23 om året i 30´erne til 3-4 om året i 60´erne. Man kan ikke umiddelbart se hvilke typer abortrelaterede dødsfald der falder hvordan, men man kan konstatere at faldet er jævnt og uden stagnation.
I slutningen af 60´erne når dødeligheden så langt ned at det bliver problematisk at være alt for nøjeregnende med tallene. I 1969 var der fx tre abortrelaterede dødsfald, hvoraf de to tilfælde stod i forbindelse med spontane aborter og det tredje var uden præcise angivelser.
Men når den tendens der bliver beskrevet her kombineres med de undersøgelser fra 30´erne og 60´erne, jeg har refereret, bliver statistikken pludselig lidt mere udtryksfuld. De pågældende under-søgelser synes at dokumentere, at i denne periodes yderpositioner, 30´erne og 60´erne, er der ingen forskel i mortaliteten for de legale og de illegale aborter – et resultat som bekræfter hvad man hele tiden har haft mistanke om, nemlig at mortaliteten for hhv. legal og illegal abort falder synkront fra 1930 til 1970.
Afsluttende bemærkninger
Fra 30´erne til 60´erne falder mortaliteten markant. Det billede de mange undersøgelser viser er et fald fra procenten ned mod og under promillen og i slutningen af 60´erne er provokeret abort et relativt ufarligt indgreb.
Der bliver gennem hele perioden introduceret nye teknikker, og diskussionen af hvordan man mest sikkert og effektivt fjerner et foster vender hele tiden tilbage som den bør i et dynamisk videnskabeligt miljø. Men den succes lægevidenskaben har med at reducere dødeligheden for abortindgrebet, gør det illegale marked den tilsyneladende efter. Den illegale abortmortalitet ligger tæt op ad den legale, som om videnskabsmandens stadig større kunnen smittede af på amatøren.
Hvorvidt der var flere og sværere komplikationer forbundet med de illegale indgreb, sådan som Gormsen hævder, er ikke til at afgøre. Det er næppe tilfældet i den periode hvor Fabricius-Møller og Oram er gået ind og har undersøgt sagen, men komplikationsmønstret er en omskiftelig størrelse, så alting kan meget vel have set anderledes ud i 30´erne eller 60´erne. Men for det første er Fabricius-Møller og Oram´s arbejde stadig den eneste direkte sammenligning af et legalt og et illegalt abortmateriale, og for det andet; hvis det illegale abortmarked kunne opvise en mortalitet der var ligeså lav som lægernes, hvorfor skulle det samme så ikke gøre sig gældende for morbiditeten? Hele diskussionen omkring Fabricius-Møller og Oram´s forsøg på at fremme brugen af evacuatio partialis – hindestiksmetoden – afslører at det ikke bare var de illegale abortører som aflærte lægernes abortteknik, men at expertviden også flød den anden vej. Hindestiksmetoden er et indgreb som minder påfaldende om noget kvaksalvere, og kvinderne selv, havde praktiseret i årevis. Fabricius-Møller ironiserer selv over metodens skæbne;
“Da vi offentliggjorde vore første erfaringer med læsio ovi-metoden, mødte vi modstand, og man benævnte metoden “kvaksalvermetoden” – nu siger Kühnel god for den”
På samme måde var Fabricius-Møller og Oram´s forsøg med ambulante indgreb inspireret af det illegale abortmarked, og den abortmetode som kom til at præge de kirurgiske afdelinger i 60´erne – sæbe- eller saltvandsindsprøjtningen -, havde lægerne også overtaget efter kvaksalverne. Inspirationen herfra var åbenbart noget man vedgik sig offentligt, for Fabricius-Møller sluttede sit lille forsvar af hindestiksmetoden (som nævnt også betegnet læsio ovi) fra 1953 med at spekulere over, om “vi måske helt bør forlade læsio ovi-metoden og gå over til den af kvaksalverne så hyppigt benyttede sæbevandsindsprøjtning, men da jeg ved, at en anden kollega … arbejder med dette spørgsmål, skal jeg ikke komme ind herpå, men afvente hans resultater”
Denne sammenhæng mellem den autoriserede og uautoriserede expertice peger på et andet aspekt.
De illegale aborter blev udført af folk med meget forskellige forudsætninger – fra den erfarne læge til den lemfældige kvaksalver, for ikke at glemme kvinden selv – og alligevel er der ikke nogen konstatérbar forskel i mortaliteten. Det rejser spørgsmålet om, hvor svært det kan have været at lave et abortindgreb? Hvor svært har det været at kvalificere sig selv til det? Muligvis lettere end man har troet.
Men når man nu ser hvor galt det går i udviklingslandene i dag, hvor tusindevis af kvinder dør hvert år pga. inkompetente hjemmeaborter; når man i disse lande kan se hvor stor forskel i farligheden den lægelige expertice gør, er de resultater jeg har lagt frem i det foregående så troværdige? Det er der efter min opfattelse flere forhold der taler for. For det første har det danske samfund i hele perioden fra 20´erne og frem været et relativt åbent samfund med relativ oplyst og veluddannet befolkning. Og selvom sexualitet i almindelighed og abort i særdeleshed har været stærkt tabuiseret, har den viden der skulle til for at udføre aborten nogenlunde forsvarligt været tilgængelig. For det andet har det helt tilbage til 30´erne været sådan, at et støt stigende flertal af de illegalt provokerede aborter blev hospitaliseret; allerede i 40´erne drejer det sig formentlig om et sted mellem 70 og 80 %. Selvom der stadig var en del aborter som foregik helt udenfor det legale system, har det alligevel været en integreret del af det illegale danske abortsystem, den illegale abort-praxis, at kvinden efter indgrebet lod sig indlægge, og det har flere og flere så gjort, ikke mindst tilskyndet af en meget liberal straffelov og en endnu lempeligere retspraxis. Det var simpelthen den måde det illegale system fungerede på; det er dén virkelighed som skal vurderes når man diskuterer faren ved de illegale aborter. Men selvom en stor del af efterbehandlingen foregik indenfor det offentlige sundhedsvæsen, så foregik selve det kritiske operative indgreb under private forhold, og det blev udført af en meget broget skare – og alligevel var dødeligheden imponerende lav.
Det man så med sikkerhed kan sige er, at der ikke er lægevidenskabeligt belæg for at hævde, at de illegale aborter var farligere end de legale. Det er uholdbart at påstå, at kvinderne spillede russisk roulette når de bad kvaksalveren om at hjælpe sig af med deres foster. Man kan ikke konkludere andet end at så vidt vi overhovedet véd, udgjorde det illegale abortsystem et kompetent alternativ til det legale! Og dét har man efter alt at dømme vidst i mange år. Ingen talte åbent om det og så sent som i 1967, i 2nd. udgaven af hans retsmedicinske lærebog, gentager Gormsen sin advarsel;
“Medens frekvensen af komplikationer … utvivlsomt ligger væsentlig højere ved ulovligt end ved lovligt induceret abort, er letaliteten [dødeligheden] ved de to arter indgreb – forbavsende nok – formentlig den samme, et forhold, som afgjort ikke bør bringes til offentlighedens kundskab”
Og det er da oplagt at faren ved illegal abort har været overdrevet, fordi det har tjent politiske interesser, og gør det den dag idag. Kvaksalveren, køkkenbordet og strikkepinden er blevet nationale klenodier som konstant bruges til at minde os om den fri aborts uomgængelighed, og vi vedgår os påmindelsen, fordi vi mener at kunne huske hvordan de kvinder som insisterede på at få deres svangerskab afbrudt uden om loven betalte med enten deres liv eller deres førlighed. De illegale aborters livsfarlighed har før som nu været et stærkt argument i abortdebatten, den er så at sige historiens dokumentation for nødvendigheden af den fri abort; “formålet med fri abort … er at redde kvinderne fra at dø eller blive skadet på livstid af kvaksalvere”. Men den politiske brug af denne påstand kan måske imødegås ved at drage de historiske konsekvenser af de erfaringer, Fabricius-Møller gjorde sig i starten af 50´erne:
“Da jeg for godt 26 år siden begyndte at interessere mig særligt for abortbehandling, var jeg, som de fleste endnu er det, af den opfattelse, at de ulovlige aborter var meget farlige, men efterhånden som årene gik og min erfaring blev større, kom jeg til at tvivle herpå, når jeg så, hvor godt det gang på gang gik i tilfælde, hvor kriminel abort var ganske oplagt. Jeg mener nu på basis af mine erfaringer, at det hidtidige synspunkt om de farlige ulovlige aborter må forlades”
At gendrive myten om de illegale aborter er ikke det samme som at erklære den fri abort for uargumenteret. Men det er en kraftig opfordring om at finde sig et andet argument.
Kilder & Litteratur
Artikler
Laurits Balslev: “Abortens hyppighed og mortalitet” Ugeskrift for Læger nr.1/1933, s.16-20
Marius Claudius: “Fosterfordrivelse” Ugeskrift for Læger nr.26/1932, s.676 (Replikker: Leunbach nr.27, s.701; Claudius nr.28, s.720)
Johannes Fabricius-Møller & Viggo Oram: “Om tekniken ved legal og illegal svangerskabsafbrydelse” Ugeskrift for Læger nr.21/1951, s.664-669
Johannes Fabricius-Møller & Viggo Oram: “Ambulant svangerskabsafbrydelse” Ugeskrift for Læger nr.16/1952, s.485-87
Johannes Fog: “Om “modersprøjten”s livsfarlighed som fosterfordrivelsesmiddel” Ugeskrift for Læger nr.3/1926, s.53-58
Henrik Hoffmeyer & Magna Nørgaard: “Konceptionshyppighed og svangerskabsforløb” Ugeskrift for Læger nr.11/1964, s.355-70
Svend Hoffmeyer: “Antikonceptionelle midler” Ugeskrift for Læger nr.51/1924, s.1026-27
Poul Kühnel: “200 tilfælde af abortus provocatus på medicinsk indikation” Ugeskrift for Læger nr.38/1933, s.1013-19 (Replikker; Leunbach nr.40, s.1097-98; Fabricius-Møller nr.41, s.1122-23; Kühnel nr.43, s.1172; Muus nr.46, s.1242-43; Holten nr.49, s.1320-21)
Teit Kærn: “Et ti-års abortmateriale” Ugeskrift for Læger nr.7/1947, s.169-73
Tove La Cour & Poul Jessen: “Abortus provocatus legalis” Ugeskrift for Læger nr.41/1967, s.579-83
Mogens Landgreen: “Abortproblemet og svangerskabslovgivningen i aktuel lægelig belysning” Ugeskrift for Læger nr.13/1967, s.434-40
Jonathan Leunbach: “Antikonceptionelle midler” Ugeskrift for Læger nr.50/1924, s.972-73
Jonathan Leunbach: “Abortus provocatus og dens Risiko” Ugeskrift for Læger Nr.32/1932, s.793-95
Jens Schou Møller: “Modersprøjten i medico-forensisk belysning” Ugeskrift for Læger nr.47/1924, s.899- 901
Replikker; Broge Dahl nr.48, s.928-29; Leunbach nr.48, s.930-31; Dederding nr.49, s.945; Broge Dahl nr.50, s.971; Gerdes nr.51, s.1027)
Carl Eli Olsen, Henning Borch Nielsen & Erling Østergaard: “Abortus provocatus legalis” Ugeskrift for Læger nr.41/1967, s.1341-51
Viggo Oram: “Dødsårsag og dødelighed ved legal svangerskabsafbrydelse 1940-50 i Danmark” Ugeskrift for Læger
r.16/1952, s.482-85 Viggo Oram: “Ambulant svangerskabsafbrydelse – fortsatte undersøgelser” Ugeskrift for Læger
r.22/1953, s.847-49 (Replikker; Kühnel nr.25, s.994-95; Fabricius-Møller nr.28, s.1094-95)
Vagn Sele & Magna Nørgaard: “Udviklingen i aborthyppigheden gennem de senere år” Ugeskrift for Læger nr.47/1972, s.2493-2505
Andre kilder mv.
Betænkning afgivet af den af Justitsministeriet d. 7 November nedsatte Kommission angaaende Lovligheden afSvangerskabsaf-brydelse m.v. København 1936
Betænkning angående ændring af svangerskabslovgivningen m.v. (Be-tænkning nr.96) København 1954
Harald Gormsen: Retsmedicin (2nd udg. 1967, 1ste. udg. 1962)
Dødsårsagerne i Kongeriget Danmark 1931-1973 [Sundhedsstyrelsen]
Index Medicus Danicus 1917-73
Litteratur
Preben Hertoft: Det er måske en galskab [Gyldendal] København 1983
Charlotte S.H. Jensen “Før aborten blev fri” Årbog for Arbejderbevægelsens historie 1993 [SFAH] 1993
Birgit Petersson m.fl. (red): Abort i 25 år [L&R Fakta] København 1998
Ellen Ryg Olsen: Kvinders Valg [Systime] Herning 1993
Else Sander: Provocatus – Fra fosterdrab til fri abort [Rosinante] Charlottenlund 1983