Marias historie
Jeg hørte første gang om Marias kamp for det barn, hun ventede, via hendes bedstefar, som henvendte sig til Retten til Liv for at få luft for sin frustration over ’systemet’ og få gode råd til at takle situationen.
Her følger Marias beskrivelse af forløbet, suppleret af hendes mor, som også har været – og stadig er – en vigtig støtte for hende.
Interview ved Ellen Højlund Wibe, landssekretær
Maria gik på efterskole i 9. klasse, da hun fandt ud af, at hun var gravid. 16 år og en far til barnet, der ikke ønskede at tage sit ansvar på sig, men forlangte en abort – det var ikke en drømmesituation! Ikke desto mindre var der ikke på noget tidspunkt skyggen af tvivl hos hende om, at hun ville beholde barnet.
Reaktioner fra omgivelserne
På den kristne efterskole bakkede forstanderparret hende op i ønsket om at beholde barnet, også overfor (eks)kærestens fars krav om abort. Fra de andre elevers side oplevede hun også – da først snakken havde lagt sig – en stor respekt for beslutningen om at beholde barnet.
8 uger henne var hun til det første lægebesøg. Lægen havde klart forventet et andet svar på forespørgslen, om hun ønskede at beholde barnet. Han sørgede for indkaldelse til en scanning senere.
Skærmen blev drejet væk i forbindelse med scanningen. Bagefter oplevede hun et ubehageligt ”angreb” fra de to tilstedeværende sygeplejersker: ’En pige med hendes baggrund kunne ikke tillade sig at sætte et barn i verden; det ville blive en belastning for kommunen. Hun var alt for ung som mor, og konkluderende lød det: ’Hvis ikke du får en abort, vil lægerne fjerne barnet med det samme efter fødslen’! En volontør fra skolen var fulgt med hende til undersøgelsen, men at ikke Marias mor deltog (hun var forhindret) blev brugt mod hende som udtryk for et dårligt netværk.
En socialrådgiver kaldte nu ind til et møde, og hun fik den samme smøre: ’Du ødelægger din ungdom, hvis du ikke får en abort’. Et smil på Marias læbe undervejs blev udlagt som umodenhed. Marias mor gjorde opmærksom på risikoen for postabortsyndrom (alvorlige psykiske følger af abort), men dette blev afvist.
Abort eller tvangsfjernelse
Efterfølgende lavede socialrådgiveren og sygeplejersken en indberetning, som blev sendt til Marias hjemkommune, Billund. Her blev hun indkaldt til møde, hvor endnu en socialrådgiver fra anbringelsesteamet gav hende klar besked: Enten abort eller tvangsfjernelse. Marias spørgsmål om muligheden for en prøvetid blev affejet. En svær periode i Marias liv 3-4 år tidligere, i forbindelse med forældrenes skilsmisse, blev brugt imod hende. Socialrådgiveren forholdt sig også negativt til de fysiske rammer i hendes hjem – uden at have været der eller i øvrigt hørt det negativt omtalt!
Behov for uvildige fagpersoner
Efter dette møde hyrede Marias mor og Maria en uvildig socialrådgiver og en sundhedsplejerske, som kom hjem til dem. Sundhedsplejersken udfærdigede en rapport til kommunen, hvor både udfordringer, men også ressourcer blev fremhævet. Det sidste blev der efterfølgende set helt bort fra. Den uvildige socialrådgiver sad efterfølgende med til møder med kommunen og klædte Maria og hende mor på til møderne.
Hun kom til et nyt møde med en læge og en socialrådgiver, hvor hun igen blev presset til abort – og de ville meget gerne ordne det for hende her og nu! Hun oplevede det som forsøg på tvangsabort.
Misvisende psykologtest
Kommunen hyrede en psykolog, som skulle undersøge Marias forældrekompetence med henblik på tvangsfjernelse – kunne psykologen oplyse Maria om. I samtalen gav psykologen udtryk for, at han ikke kunne se, at Maria skulle være uegnet til opgaven som mor. Men i den efterfølgende rapport var der helt andre toner, og det var svært at genkende deres samtale i den; mange af oplysningerne var misvisende. Konklusionen var nu, at barnet burde tvangsfjernes. Den uvildige socialrådgiver var ikke i tvivl om, at rapporten var blevet tilrettet kommunens ønsker. Måske kunne det hænge sammen med, at en psykolog normalt indkasserer op mod 50.000 kr. for en sådan rapport…
Afdelingslederen i familieafdelingen i Billund Kommune fortæller på forespørgsel fra Retten til Liv, at den normale procedure omkring spørgsmålet om tvangsfjernelse vil være, at forholdene i hjemmet undersøges, og der laves en børne-faglig undersøgelse – efter tilsagn fra den involverede part. Afdelingslederen er ikke i stand til at udtale sig om den konkrete sag og om, hvorvidt man levede op til de generelle bestemmelser. Alt taler for, at man ikke gjorde!
Kommunens afgørelse
Så sent som den 6. december faldt den endelige afgørelse: Barnet skulle fjernes 6 timer efter fødslen; Maria blev vurderet at være til skade for sit barn. Barnets far skulle have forældremyndigheden, selvom hverken han eller hans familie havde utrykt ønske om det, og kommunen ikke kunne forklare, hvordan Maria ville være til skade for barnet.
Maria fortæller om sine følelser i forbindelse med afgørelsen: ”Jeg havde en indre ro – som jeg også havde haft det meste af tiden: det ville ikke komme til at ske.”
Et råd med store konsekvenser
Alligevel måtte der handles på afgørelsen, og de tog kontakt til en uvildig advokat, som den uvildige socialrådgiver også tidligere havde haft kontakt med omkring forløbet. Samtidig fik Maria midt i december lavet en undersøgelse hos en ny, førende psykolog indenfor området, og denne kunne fortælle, at der var anvendt nogle forkerte tests på Maria; de nye tests kom frem til et radikalt anderledes resultat.
Advokaten var ikke i tvivl om sit råd: Maria skulle ud af den pågældende kommune, hvis hun skulle vinde sagen. Kommunen havde dårligt ry på sig i sådanne sager.
Maria – privatfoto
Ny kommune omstøder tidligere afgørelse
I løbet af kort tid fandt den efterhånden højgravide Maria selv en lejlighed i en ny kommune (Middelfart), og dagen efter, at hun og moren var flyttet ind, tog hun selv kontakt til den ny kommune. Her havde kommunen allerede modtaget indberetningen fra den forrige kommune, og i første omgang valgte de at fæste lid til indholdet. Men de indvilligede i at læse alle papirerne igennem, inklusiv de positive papirer, som den tidligere kommune havde undladt at tage med i afgørelsen.
Et par dage senere fik hun en melding om, at Middelfart Kommune ikke troede, at afgørelsen fra den tidligere kommune ville holde for Børne- og Ungeudvalget. Deres konklusion var klar: Maria skulle beholde sit barn. Og oven i det fik hun 2 biografbilletter og gavekort på 200 kr. til Fætter BR med meldingen, at hun og moren havde været så meget hårdt igennem, så nu skulle de have det lidt godt!
Advokat Martin Olsgaard udtaler til Retten til Liv, at det forekommer, at den ene kommune kræver tvangsfjernelse af barnet ved fødslen, mens en anden kommune kan komme frem til et helt andet resultat. På spørgsmålet om muligheden for at gøre indsigelser mod formandsafgørelsen om tvangsfjernelse fra fødslen eller afprøve sin forældre-egnethed i en periode efter fødslen, svarer han, at normal procedure vil være, at man først efterfølgende (efter tvangsfjernelsen ved fødslen er effektueret) kan indgive sin klage. Og det er en proces, som kan trække ud i flere måneder inden Ankestyrelsen og/eller domstolene har behandlet sagen, så barnet har i den mellemliggende tid sandsynligvis knyttet sig til en anden voksen-kontakt. Den eneste mulighed for klage inden fødslen, er at klage til Psykolognævnet over kommunens psykolograpport, men også dette er langsommelig proces. Marias valg var med andre ord den sikre (og billigste) løsning: at flytte til en anden kommune.
Det lykkelige resultat
En sund knægt kom til verden den 17. januar på Kolding Sygehus. Fødslen forløb normalt, og personalet omkring fødslen var positive og søde. Maria blev tilknyttet Familiehuset, hvor der er god støtte og hjælp at få fra det tilknyttede team af sundhedspersonale.
Efter at have siddet i et par timer i min stue og talt med Maria og lille Vincent på et par måneder samt Marias mor, er jeg ikke i tvivl: Maria er en ligeså omsorgsfuld og kompetent mor, som flertallet af mødre er. Dertil kommer, at hun er heldig med et godt netværk omkring sig fra sine nærmeste.
Når barselsperioden er omme, har hun planer om HF og derefter en uddannelse.
Bragt i Retten til Livs blad LIV maj 2018