Jeg så mit barns hjerte slå før den anden abort, jeg fik. Jeg var otte uger henne, og da jeg blev skannet, glemte de at vende skærmen. Jeg glemmer aldrig det syn.
Udtalelsen kommer fra Maria, der har fået to aborter med få måneders mellemrum. Bagefter kom en lang periode med mørke.
Interview ved Vibe Ryberg
Jeg prøvede længe at skubbe det hele væk. I mange år forsøgte jeg at glemme det og at lade som om, det ikke eksisterede eller ikke gjorde noget. På en måde forsøgte jeg at snyde mig selv. Og samtidig gik jeg og sørgede. Det var ikke rart. Da det gik op for mig, at jeg har slået mine egne børn ihjel, var det forfærdeligt. Det endte med, at min mand og jeg gik fra hinanden. Jeg kunne ikke forstå, han ikke sørgede.
Længe efter vi blev skilt, har han fortalt mig, at han også fortryder de to aborter. Nogle længere nede ad vejen blev gravide samtidig med mig. Jeg har altid kigget på det barn, og det gjorde ondt i min mave. Tænk at jeg kunne have haft et barn på den samme alder.
Hvorfor fik du de to aborter?
Jeg var et svært sted i mit liv. Min ene pige havde fået en diagnose og skulle i specialklasse og i aflastning. Og den anden var så hårdt ramt af, at det fyldte så meget. Lige dér fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Det syntes jeg ikke, jeg kunne byde mine piger, som i forvejen havde det svært. Derfor valgte jeg at få den første abort.
Desværre blev jeg gravid igen og valgte den samme løsning igen, fordi jeg ikke kunne overskue andet. Jeg sad der ved spisebordet sammen med min mand og kiggede på pillen. Bagefter bød min samvittighed mig at blive steriliseret. Når man kun er gravid i uge 8, så tror man ikke, at det, der ligger derinde, bliver til en baby. Men det gør det, og det mærkede jeg tydeligt.
Hvordan var det at få abort, når du er kristen?
Jeg havde længe meget dårlig samvittighed og tænkte, at det her ville jeg aldrig blive tilgivet for. Så jeg skubbede det væk. Men for et år siden kom det hele op til overfladen for mig. Da det gik op for mig, at jeg havde slået mine egne børn ihjel, var det forfærdeligt. Jeg åbnede min bibel, for jeg var nødt til at se, hvor de små børn kommer hen. Jeg spekulerede længe på, hvor mine børn var blevet af, og om de mon var hos Gud. Jeg kunne ikke slippe den tanke. Og jeg spekulerede på, om der mon var tilgivelse for det forfærdelige, jeg havde gjort.
En dag blev min dårlige samvittighed så stor, så jeg blev nødt til at falde på knæ, og jeg råbte ”undskyld” mange gange. Derefter blev der løftet noget af mine skuldre, og jeg forstod, at jeg var tilgivet, men jeg skulle ikke gøre det igen. Så bad jeg Gud om at passe godt på mine børn.
Hvordan blev du mødt af folk omkring dig?
Der var ikke rigtig nogen andre, da det virkelig gjaldt. Der var ikke nogen, der forstod den sorg, jeg gik med. Børnene var jo væk, og livet gik videre, og mine venner bagatelliserede det. Jeg havde jo selv valgt det. Men jeg havde det som om, nogen var død. Jeg prøvede også selv at skubbe min sorg væk. Men da jeg bad til Jesus, blev jeg mødt af ham.
Var du bange for folks fordømmelse?
Nej, ikke for aborterne. Det er jo så almindeligt. Jeg var faktisk mere bange for deres fordømmelse, hvis jeg fik barnet, fordi jeg stod i en svær situation. Men jeg var bange for Guds fordømmelse, før jeg blev tilgivet.
Hvordan har du det i dag?
Den dag i dag er den dårlige samvittighed der stadig, men den er ikke tung længere på samme måde; jeg kan bære den. Smerten, skylden og skammen er der endnu, så mit liv er ikke med ét trylleslag blevet fantastisk. Men det er nemmere. Der var ingen, der forstod den sorg, jeg gik med, før jeg begyndte at bede til Jesus om hjælp. Men jeg har stadig en sorg, og hver gang jeg ser en baby, så gibber det i mig, og jeg får tårer i øjnene. Hvis jeg ser en baby i fjernsynet, slår jeg væk. Så det vil altid sidde i mig.
Er du imod abort nu?
Ja, det er jeg, for jeg kan ikke se, at det kan være en løsning. Det er ikke, fordi jeg ikke forstår, hvorfor man får abort, men de fleste skulle jo ikke komme dertil. Det burde faktisk være ulovligt. Ingen skal gå det igennem, jeg har været igennem. Og rådgivningen kunne også være meget bedre, så man faktisk blev støttet. Der er jo ingen kvinder, der ikke vil have deres børn. Jeg har to børn, men jeg ved inderst inde, at jeg har fire.
Bragt i Retten til Livs blad LIV oktober 2020