Af Peter Øhrstrøm, professor og tidligere medlem af Etisk Råd
Debatten har skiftet karakter
Debatten om provokeret abort har skiftet karakter over de mere end 40 år, som er gået siden loven om den frie abort blev indført. I dag hører man sjældent argumentet om, at fostret i begyndelsen ikke kan siges at være et menneske, men derimod må forstås som en del af den gravide kvindes krop. Nu er det almindelig skolelærdom, at det nye menneskeliv bliver til i befrugtningen, hvor det nye individs genetiske træk dannes.
Selv om der er tale om et liv, der fysisk set er mindre end et punktum i en tekst, er det noget uhyre stort der dannes i befrugtningen. Det genetiske værk som sammensættes i befrugtningen bestemmer såvel det nye individs funktioner som menneske som det særlige genetiske træk, som det arver fra forældrene. Der er tale om et genetisk værk, der som informationsmængde i telefonbogsformat ville svare til mindst to hyldemeter.
Og så er det endda klart, at det nye liv er meget mere end dets genetiske arv. Uanset fysisk størrelse er der tale om et nyt menneskeliv med individuelle træk, som gør det til en enestående og original skabning. Det er klart, at i befrugtningen bliver et nyt menneskeliv til – ikke som en del af moderen, men som sig selv!
Men hvordan kan man tilkende et individ fuld menneskelighed uden også at anerkende dets basale menneskerettigheder – herunder først og fremmest retten til livet?
Tre hovedstrømninger
Det hænger, så vidt jeg kan se, sammen med især tre hovedstrømninger, der har ændret vores syn på etik: Gradualismen, relativismen og utilitarismen.
Gradualisme indebærer, at den menneskelige værdighed er en kontinuerlig størrelse, som man gradvis erhverver i løbet af livets første periode. Værdigheden vokser så at sige op i takt med det nye liv.
Nogle mener, at menneskeværdigheden hænger sammen med den biologiske kompleksitet, således at værdigheden vokser i takt med, at det nye individ får flere og flere aktive organer og flere biologiske funktioner. Et sådant synspunkt ville imidlertid indebære den alvorlige konsekvens, at man ikke bare måtte tale om voksende menneskeværdighed ved livets begyndelse med også om aftagende menneskeværdighed ved livets afslutning i takt med, at forskellige organer og biologiske funktioner i kroppen sætter ud.
Andre mener, at menneskeværdigheden ikke vokser i takt med de biologiske funktioner, men snarere i takt med det nye livs voksende tilknytning og relationer til os andre. Her kunne man så spørge om de, der mener det, faktisk er klar til at anerkende den konsekvens, at det menneske, som har færre og svagere relationer til andre (for eksempel fordi det er udstødt eller isoleret) også har mindre værdighed som menneske.
Der er god grund til at afvise gradualismen. Den menneskelige værdighed bør ikke gradbøjes. Da Det Etiske Råd i sin tid behandlede spørgsmålet reproduktiv kloning, var alle i rådet enige om, at vi ikke skal frembringe børn ved kloning. Det ville være en krænkelse af netop den menneskelige værdighed. I den forbindelse kastede rådet sig ud i en meget vigtig debat om, hvad den menneskelige værdighed består i. Konklusionen blev, at nogle af rådets medlemmer ville forklare værdigheden kristent med henvisningen til, at værdigheden er givet mennesket af Skaberen, således at mennesket er skabt i Guds billede, mens andre rådsmedlemmer ville henvise til andre humanistiske og ikke nærmere specificerede forhold.
Denne debat gjorde et stort indtryk på mig, ikke mindst fordi den med al ønskelig tydelighed viser, at tanken om den menneskelige værdighed tankemæssigt passer fint ind i det kristne verdensbillede, mens den ikke rigtigt passer med sekulær humanistisk tænkning.
Relativismen indebærer, at man ikke anerkender, at der findes etisk sandhed. Relativisten kan spørge: Hvem siger, at man i sine handlinger behøver at tage hensyn til, at andre mennesker har en iboende værdighed? I yderste konsekvens betyder den relativistiske position, at spørgsmålet om, hvordan vi bør handle over for hinanden bliver et rent subjektivt spørgsmål om smag og behag. Relativismen har betydet, at ideen om etisk forpligtelse har mistet meget af sin betydning.
Endelig er der den såkaldte utilitarisme, som anser nytte (utilitet) for det endegyldige kriterium i alle etiske spørgsmål. Tankegangen bag utilitarismen er, at man i det forbindelse med det etiske valg skal overveje alle handlemuligheder nøje med hensyn til fordele og ulemper, positive og negative konsekvenser for alle involverede. Det betyder, at etikken gøres til et regnestykke. Set i forhold til abort vil tankegangen oplagt også kunne bruges til at legitimere at tage fostrets liv, hvis andre derved får fordele eller undgår tab, således at tabet af fostrets liv kan opvejes.
Kynismen lige om hjørnet
Det gjorde et stort indtryk på mig, da vi i Det Etiske Råd drøftede en sag, hvor argumentet for at introducere procedurerne med nakkefoldsscanning mm især var en utilitaristisk betragtning om samfundets økonomiske besparelse ved at reducere antallet af børn med Downs syndrom.
Det er oplagt, at såvel relativismen som utilitarismen kan føre til en form kynisme i forhold til livet og ansvaret for andre. Et tydeligt eksempel på det leverede folketingsmedlem fra Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøl, som for nylig var i offentlig debat med en kvinde på kontanthjælp, som er mor til tre børn. Han påpegede over for hende, at hun jo kunne have valgt at få abort. Kvinden pointerede, at hun ikke ønskede abort, hvorpå Simon Emil Ammitzbøl svarede: ”Det synes jeg også er ok, hvis jeg ikke skal finansiere dit liv.”
Den politiske vinkel
Der er brug for, at vi som samfund besinder os på situationen, og igen erkender provokeret abort som et stort etisk problem. Det bør ske i samtaler på det personlige plan og i det offentlige debat. Der er ligeledes meget vigtigt, at spørgsmålet om provokeret abort igen kommer på den politiske dagsorden.
Derfor var det godt, da Folketinget på kristendemokratisk initiativ vedtog en aborthandlingsplan, som bl.a. med en bestemmelse i Sundhedsloven fra 2000 skulle føre til en øget indsats med hensyn til rådgivning af gravide. Det var også godt, da Folketinget ligeledes på kristendemokratisk initiativ i 2005 blandt andet vedtog, at rådgivningssystemet skulle samarbejde med handicaporganisationerne om at forbedre rådgivningen for forældre, der venter et handicappet barn. Desværre synes ingen af delene at fungere tilfredsstillende for tiden – givetvis fordi Kristendemokraterne ikke er i Folketinget, og ingen andre partier interesserer sig nok for sagen til at rejse den.
Udtræk af foredrag afholdt ved Retten til Livs årsmøde 2014