Afsløring af en grufuld praksis
Interview med jordemor Bente Torp, der satte debatten om senaborter i gang i 1997
“Der må være en grænse. Som det er nu, er det helt vanvittigt. Vi dræber små fostre på den ene stue, og på den anden stue sættes al ekspertise ind på at redde dem. Det er en helt absurd opgave, vi som jordemødre står i.” siger jordemor Bente Torp. I godt et år har hun kæmpet ihærdigt og målbevidst, og debatten er blevet både barsk og følelsesladet med overskrifter som: Stop babydrab – Jordemor eller jordemorder – Babyer kvæles på danske sygehuse. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste i sidste års sommervarme. Og den barske sandhed slås stadig op i provokerende overskrifter. Bente Torp fortjener respekt og opmuntring for hendes modige afsløring af den grufulde praksis, der skjules bag hospitalets tykke vægge. Selvom hun oplever det lidt som et “onemanshow” og psykisk meget hårdt, så har hun ikke i sinde at give op, før politikerne griber ind og lovfæster en øvre grænse for, hvor langt henne i graviditeten der kan gives tilladelse til abort. 20. uge må være grænsen, mener Bente Torp.
Hvor er forskellen på uge 18 og uge 24?
Men hvordan kan man trække en grænse ved 20.uge? Hvor er den store forskel på, om vi slår et foster ihjel i 18. 20. eller 24. uge? Drejer hele denne debat sig ikke mere om æstetik end om etik?
– Jeg kan godt forstå, at I stiller disse spørgsmål, og ved godt at jeg tildels er dobbeltmoralsk i min kamp mod de sene aborter, samtidig med at jeg fortsat vil kræve fri abort. Men det kan jeg godt leve med. For mig er det vigtigt, at vi finder en realistisk løsning i den tid, vi lever i. Når jeg kæmper for en øvre grænse, er det for at opnå en hvis logik. Som jordemor har det altid været en selvfølge, at når et barn bliver født, så giver vi al den hjælp, vi kan for at redde det. Men sådan er det bare ikke i dag. Vi tager imod fostre, som kunne overleve, hvis ikke vi havde forgiftet dem forinden. Uden grænser kan vi lige så godt aflive et nyfødt barn, der fødes ved termin. Hvis vi f.eks. står med et nyfødt barn i vore arme og kan se, at det er meget deformt, stærkt handicappet og sandsynligvis vil få et meget kompliceret liv, hvis det i det hele taget vil kunne leve ret længe, så kunne vi lige så godt aflive det barn. For mig at se, er der ingen etisk forskel på det og så eksempelvis en provokeret abort i 24. uge. Det er et menneskeliv vi slår ihjel.
Er det ikke også et menneskeliv i 12. uge og i 8. uge, hvor det lille foster dør i det øjeblik, det bliver revet ud af livmoderen?
– Jeg synes slet ikke, at de tidlige aborter er uproblematiske, deri er jeg enige med jer. Men min logik er måske nok en lidt anden end jeres logik. Vi må være ansvarlige og sætte grænser som er realistiske i tiden. Jeg tror ikke på, at vi kan slippe for de tidlige aborter, og hvis vi satte en grænse der, så ville vi have mange flere uværdige forhold, end vi har i dag. Jeg ved godt, hvordan pigerne havde det, inden vi fik fri abort. Jeg må også sige, at for mig at se, er der heller ikke nogen gudgivet sandhed om, hvornår et menneske er et menneske. Det mener jeg heller ikke, at kirken har givet udtryk for. I stedet må vi hele tiden tage højde for den tid, vi lever i, og blive enige om, hvor grænserne må trækkes. Jeg har besluttet, at for mig er det et barn, når det er levedygtigt uden for livmoderen. Det må være logik, at vi ikke accepterer, at levedygtige børn slås ihjel. Det er den logik jeg kræver, at der lovgives om.
Er det etik eller æstetik, der i spil?
Det lyder, som om det er en æstetisk grænse, du ikke vil overskride. Det er ubehageligt og usmageligt for en jordemor at tage imod et barn, der helst skal dø så hurtig som mulig. Men de helt små som dør øjeblikkelig, dem som jordemødrene ikke får at se – dem kan du godt leve med, at vi som samfund accepterer. De er mere usynlige end de store fostre, der får lov til at ligge i skyllerummene i flere timer, til stort ubehag for personalet.
– Nej, det er ikke rigtigt. Jeg er ikke talsmand for, at vi skal skjule de provokerede aborter. De skal tværtimod gøres mere synlige. Kvinderne bør se dem. De bør være langt bedre informerede. Mange går simpelthen i chok, når det går op for dem, hvad de har gjort. Derfor erfarer vi et utal af psykiske traumer, og for mange bliver det vanskeligt at komme igennem. Vi ser ofte, at det først går op for dem, når de senere bliver gravide. Så kommer de til at tænke på, at det har de egentlig været før, og som graviditeten skrider frem, bliver det sværere og sværere at se i øjnene, hvad de har gjort. Dengang jeg var med til at kæmpe for loven om fri abort, da troede jeg virkelig, at der ville blive færre og færre – og i dag være på et absolut minimum. Med den øgede information og fuldstændig ukomplicerede måde at beskytte sig på, så forestillede jeg mig ikke, at vi ville være her, hvor vi er i dag. Mange provokerede aborter skyldes sjusk og uansvarlighed. Jeg har unge piger, der siger: “Vi gider ikke fylde vores krop med P-piller – det er noget værre skidt”. Med den livsstil som de samtidig har valgt, er det uansvarligt. Konsekvensen bliver let en uønsket graviditet, og en abort er i hvert fald endnu værre end P-piller. Det er helt uden proportioner at sammenligne disse to ting.
Senaborterne åbner debatten om fri abort
Vil du være med til at humanisere det aborterede foster?
– Ja.
Er det så ikke ren kynisme?
– Nej, det mener jeg ikke. Så havde vi heller ikke alle de psykiske problemer, som vi har. Kvinderne betaler en høj pris, når de ved, hvad de gør – og alligevel føler sig tvunget til det. Nej, jeg ser bestemt ikke provokeret abort som udtryk for kynisme. Men vi har en dårlig social lovgivning, sammen med en dårlig opdragelse, der lærer os, at vi kan få det, som vi vil ha´ det. Derfor har vi så mange provokerede aborter.
Er du bange for, at du skal komme til at åbne en debat om fri abort?
– Nej, jeg vil meget gerne være med til at diskutere vor praksis omkring fri abort – og den generelle holdning til de tidlige aborter. Selvom jeg mener vi skal have fri abort, så er jeg enig med jer i, at abort ikke må gøres til noget simpelt og ukompliceret, hvilket netop er sket, siden vi fik loven. Men det er bare ikke det, der er mit ærinde med denne debat, jeg har rejst. Hvis jeg skal opnå noget, er det vigtigt, at jeg er meget målrettet. Jeg har sat mig det mål, at vi skal have indført en øvre grænse – og det mål tror jeg er realistisk.
Levedygtighedskriteriet
Sagen om de levende aborter, som jordmoder Bente Torp rejste i 1996-97, skabte en del politisk debat og førte i maj 2000 til en mindre ændring af abortloven idet man indførte det såkaldte ‘levedygtighedskriterium’.
Tilføjelsen lød: Må fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt de i stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det (§ 3, stk. 3).
Der kunne altså ikke skabes enighed om en fast øvre grænse for abort, og i dag aborteres foster stadig over den levedygtige alder.
Antal aborter sent i graviditeten
Tal fra 2012:
Senaborter i 21. og 22. uge: 126
Senaborter i 23. uge eller senere: 15
Kilde: Abortankenævnets årsrapport 2012
Af journalist Benna Asmussen Hørlück, bragt i Retten til Livs blad september 1997