Det står værre til med menneskesynet end med kromosomerne. Screening, kategorisering og fravalg af de uønskede. Nogle tanker når man står med sin søn med Downs syndrom i armene.
Under medicinsk lup
Kategorisering og fravælgelse af potentielle børn på fosterstadiet ud fra genetiske analyser er en yderst tvivlsom moralsk affære
»Det er jo hårdt at få et barn, der er noget i vejen med«, blev der omsorgsfuldt sagt. Men der er ikke noget i vejen med vores søn. Gud har givet ham et kromosom mere, end han har givet de fleste – med vilje.
Vi lægger os forfærdende tæt op af nazistisk racehygiejne, når vi fravælger mennesker på fosterstadiet, blot fordi de i forhold til vores normsæt er anderledes og kommer til at koste samfundet flere penge end det gennemsnitlige barn.
I sine første timer var han tæt på at miste livet. Da lægen sagde, at han ville overleve, men at han måske havde Downs syndrom, åndede vi lettet op. Vi var slet ikke kede af det. »Nej, men det bliver I«, sagde hun. Vores søn er nu to år, og foreløbig har han ikke været et problem for os, kun en velsignelse. Han har allerede kostet samfundet penge, men jeg tror, vi har råd.
Hvor mange af os ville overleve et nærmere eftersyn?
Den lægevidenskabelige udvikling er i 2002 nået dertil, at man blandt skabningens mange variationer kan finde dem med et ekstra kromosom nr. 21 (Downs syndrom) og kan beskrive nogle forventede karakteristika i deres fysiske og psykiske udvikling. Om 50 år kan vi screene for meget mere: Hvem vil udvikle brystcancer i 60-års-alderen? Hvem vil få anoreksi? Hvem er disponeret for at blive overvægtig og vil få fedmerelaterede sygdomme?
Jamen, hvor mange af os, der læser dette, ville have overlevet, hvis vores gener på fosterstadiet havde været udsat for den medicinske lup, som hospitalerne har om 100 år. Jeg tror, vi bærer en forestilling om, at der findes to typer mennesker: Dem, der er noget i vejen med, og dem, der ikke er noget i vejen med. Eftertiden vil vise os, at vi alle tilhører den første kategori.
Jeg kan ikke lide kategorisering af mennesker. Kun vores gode opdragelse forhindrer, at vi peger fingre, når vi siger: »Mongolbørn, de er så kærlige og stædige og musikalske.« Det er alt sammen sagt i en god mening for at være medlevende og måske trøste. Men det lyder, som om det var den nye Toyota, der bliver talt om: godt optræk, lidt sløv på de lange lige stræk, irriterende motorlarm i kabinen. Den form for profetier over et nyt menneskes sind er lige så affejende som at påstå, at de fra Mols ikke har mange brikker at flytte med.
Et kromosom mere i familien
Vi har fået et kromosom mere i familien, end vi havde ventet. Det er ikke vores skyld, men det er blevet vores ansvar. Man elsker ikke sine børn efter, hvor kloge de er, men man er måske mere bekymret. Verden består af to slags forhold: Det, vi mennesker har indflydelse på, og det, vi ikke kan gøre noget som helst ved. Bekymring for, hvordan det dog skal gå, er et livsvilkår for forældre, og derfor kan vi lige så godt fokusere på det, vi kan gøre noget ved.
Vi skal lade være at tale om mennesker, som vi taler om biler, men i ligeværdets navn møde nye mennesker, som det de er: børn af den samme Gud med samme ret til at blive modtaget fordomsfrit.
Vi skal således lade være at frasortere børn med Downs Syndrom og Turner-piger (piger med kønskromosomfejl, red.). Det er ikke kun de andre, der er anderledes. Turen kommer til din slags en dag!
Vi skal lade Gud blive den hånd, hvori vi finder tryghed. Bekymringer vil forældre altid have, og vi må ikke lade dem lamme vores evne til at leve livet med vore børn. Vi skal gøre, hvad vi kan. Han vil gøre resten!
Af Carsten Overbeck
Bragt i Kristeligt Dagblad 18. marts 2002