Af ph.d. i historie Lau Sander Esbensen
Den 13. juni 1973 blev den længe ventede ret til fri abort ophøjet til lov. Selvom man ikke ved så meget andet om indførelsen af fri abort i Danmark, ved man som regel, at den blev indført i 1973. Og det er heller ikke forkert. Men det ville være en forsimpling at sige, at før 1973 var aborten forbudt, og det var den ikke efter 1973, for det er faktisk ikke rigtigt. 1973-loven var den fjerde i rækken siden 1939, og alle 4 love stadfæstede en gradvis friere adgang til abort, end der havde været før. Hvis man vil forstå, hvad det var, der skete i 1973, må man derfor have resten af historien med, og resten af historien begynder omkring 1920.
Forbuddet mod abort, eller »fosterdrab«, havde med ændringer været gældende siden Danske Lov fra 1683 og var det også i begyndelsen af det 20. århundrede, da de første tegn på, at det var under pres, begyndte at pible frem.
1920’erne – abortforbuddet under begyndende pres
Et af de steder, man kunne se det, var i retssystemet. Efter nævningetingets indførelse i dansk retspleje i 1919 blev det næsten umuligt at få kvinder dømt for ulovlig fosterfordrivelse – også selvom de havde erkendt sig skyldige! Nævningene brød sig simpelthen ikke om abortforbuddet. I 1920’erne opstod også seksualreformbevægelsen, som arbejdede for selvbestemmelse på forplantningens område, bla. gennem præventions- og seksualoplysning – og ved at advokere for en friere adgang til legal abort. Også de illegale aborter, som der netop i 1920’erne dukkede flere og flere frygtelige historier op om, satte abortforbuddet under pres. De udgjorde et problem, alle gerne ville til livs, men flere og flere satte spørgsmålstegn ved, om et forbud var vejen frem.
Selvom abort var forbudt accepterede samfundet, at kvinder kunne få deres svangerskab afbrudt, hvis de var truet på liv eller helbred. Det juridiske grundlag var en nødretsregel i straffeloven, og det var en lægelig vurdering, om der var tale om et sådant nødretstilfælde. En læge kunne altså lovligt udføre abort (nogle gjorde det nærmest på samlebånd) men der var ingen klare retningslinjer at støtte sig til. Og hvis retssystemet bagefter syntes, de var gået for langt, havde lægen pludselig en straffesag på halsen. Noget måtte derfor gøres.
Tankeskifte i synet på livets værdi
Under indtryk af det spirende opbrud i befolkningens syn på abort og lægernes usikre retsstilling nedsattes i 1932 en svangerskabskommission. Opgaven var at afklare, om abort skulle være tilladt og i givet fald i hvilken udstrækning. Kommissionen var med andre ord oplæg til en egentlig svangerskabslov, og dens overvejelser illustrerer meget godt, hvad det var for en mental bevægelse, der skulle til for at gøre op med det gældende forbud: Som udgangspunkt indrømmede man fostret samme ”uforgribelige” ret til liv som alle andre. Men da der fandtes kvinder, hvis liv ville bryde sammen, hvis de fik et uønsket barn, kunne dette princip ifølge kommissionen ikke stå alene. Man måtte acceptere forestillingen om en elendighedstærskel, hinsides hvilken den personlige ulykke og lidelse »ud fra en human betragtning« gjorde afbrydelsen af svangerskabet legitim. Og følgelig anbefalede man, at abort blev tilladt på medicinsk, eugenisk (arvelig), etisk og social indikation. Og lige præcis dette tankeskifte er det brud, som driver aborthistorien frem mod fri abort: Bruddet består i, at man giver afkald på ideen om livets ukrænkelighed og træder over i et menneskesyn, hvor livets værdi afhænger af de omstændigheder, det leves under. Dette er den centrale konflikt i aborthistorien.
Ny svangerskabslov i 1939
Den lov, der i 1939 kom ud af det hele, gav adgang til legal abort på tre af de førnævnte indikationer. Men ikke en social. Justitsminister Steincke havde på enevældig vis skrottet den, fordi han frygtede at »omtrent enhver ulempe« kunne henføres under denne bestemmelse, hvilket ville afkriminalisere aborten. Til gengæld havde han indføjet en bestemmelse, som krævede, at kvinden skulle oplyses om hjælpemulighederne, når »faren for kvindens liv eller Helbred ikke [var] begrundet i Sygdom« – hvilket af alle (andre end Steincke) blev tolket som en åbning netop for sociale forhold. Dermed var kommissionens mentale brud alligevel kommet med ind i loven. Der var givet plads til, at de, der bevilgede aborten kunne bevilge den af grunde, som var mere personlige end medicinske. Og det var præcis hvad der skete.
Svangerskabsloven af 1956
1939-loven var ikke det svar på abortspørgsmålet, mange havde håbet. Antallet af legale aborter steg omgående fra 500 i 1940 til 5000 i 1950 (også de illegale aborter var i markant stigning), og abortvalget fik på den måde et solidt fodfæste i samfundsordenen. Forklaringen var naturligvis ikke, at en masse kvinder pludselig var blevet mere belastede. Men grænsen for, hvad der skulle til, for at være urimeligt belastet, havde flyttet sig. Der blev ligefrem formuleret en diagnose, som gav de personlige og sociale hensyn medicinsk støtte, den såkaldte belastningsneurose, som langt de fleste kvinder efterhånden fik abort på.
Man talte om en ændring i mentaliteten, »en voksende personlig kultur«. Der var selvsagt uenighed om, om det var godt eller skidt, men en mere liberal indstilling til aborten var afgjort ved at etablere sig. Politisk var man bekymret over udviklingen og lagde i begyndelsen af 1950’erne op til en revision af loven. Men loven, der i 1956 blev resultatet, indeholdt ingen revolutioner. Tværtimod. Den tog sådan set bare udviklingen til efterretning og stadfæstede den udvidede ”socialt farvede” fortolkning af truslen mod kvindens helbred. Problemet var stadig uløst.
Svangerskabsloven af 1970
Midt i 1960’erne skete der en masse. En intens abortdebat begyndte, ledt an af kredse som ønskede kvindens selvbestemmelse ført helt igennem. Og de så ud til at have et afgørende momentum. Der var utilfredshed med, at kvinden skulle søge om tilladelse til abort, når en meget stor – og stigende – del alligevel fik den. Og Mødrehjælpen, som siden 1939 havde administreret loven, blev mål for meget af kritikken. Stemningsbevægelsen afspejlede sig i aborttallet, som efter et par års stilstand begyndte at stige igen (på få år steg det 50 %). Og de illegale aborter, som der gik mange myter om både mht. farlighed og antal, havde man stadigt sværere ved at acceptere skulle være nødvendige. I slutningen af 1960’erne var der ingen vej uden om: Loven måtte endnu engang revideres.
I 1970 kom den 3. svangerskabslov, og også den var en stadfæstelse af en allerede eksisterende praksis: Den føjede en social indikation til de øvrige (den var i praksis allerede i brug); den indførte straffrihed for kvinden (ingen blev alligevel dømt for illegal abort); og den indførte fri abort for kvinder over 38 eller med 4 børn (som altid fik ja til deres ansøgning). Den nye lov var med andre ord så tæt på fri abort, som det næsten var muligt uden faktisk at være det.
Svangerskabsloven af 1973
Situationen efter 1970-loven var den simple, at næsten alle, der søgte om abort, fik den. Mere end 90 % af ansøgningerne blev imødekommet, og Mødrehjælpen i Randers blev nærmest landskendt for at praktisere fri abort. Så hvorfor opretholde en krævende sorteringsprocedure, hvis ingen blev sorteret fra? Det blev svært at forklare, hvorfor kvinderne ikke bare måtte bestemme selv. Ikke mindst for de få, der fik afslag. Samtidig tippede den folkelige opinion i 1972 omsider over til et flertal for fri abort.
Selvom politikerne tøvede lidt, var det i løbet af 1972 klart for de fleste, at der ikke var noget alternativ til at tage skridtet fuldt ud. Ingen havde fantasi til at rulle udviklingen tilbage. Og i den situation, man stod i – og som et bredt politisk spektrum havde andel i, fordi de stod bag den lov, der havde fremkaldt den – var der ud fra en pragmatisk betragtning kun gode grunde til at »fuldende den bevægelse hen imod fri abort…, som var indledt med 1970-loven«, som den socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen formulerede det, da han i slutningen af 1972 fremsatte regeringens lovforslag. Abortspørgsmålets etiske aspekter var trængt i baggrunden, og det er sigende, at Nielsen ikke nævnte kvindens selvbestemmelsesret med et ord. Ikke fordi den ikke var et tema, men fordi den i praksis stort set allerede var en realitet. Man manglede bare at få den godkendt af det politiske system. Og det blev den i 1973.
Tilbage står, at det brud i vores menneskesyn, loven om fri abort udgør, havde sin oprindelse i 1930’erne, og – uanset om man er for eller imod – står som en påmindelse om, at det altid har en betydning, hvilken retning, vi lader historien, samfundet, bevæge sig i.
(Trykt i Retten til Liv’s blad nov. 2012 og marts 2013)
Relateret læsning af samme forfatter
Artikel: De illegale aborter – et kompetent alternativ eller russisk roulette
Bog: Thi livet er stærkere end loven. Danmarks moderne aborthistorie