Forventer Gud, at vi gør noget?
FOR DE AF OS, som tror på Gud, og gør vores bedste for at leve efter hans ord, er det mest betydningsfulde spørgsmål næppe, hvorvidt abort er forkert eller rigtigt, men om Gud forventer af os, at vi gør noget ved sagen.
Enhver kristens kald
’Jamen kristendom handler jo ikke om gerninger’, vil nogle måske indvende. Til dette synspunkt vil jeg lade Jesu bror, Jakob, svare:
En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden. (Jak. 1,27).
Denne bemærkelsesværdigt nøjagtige beskrivelse skærer ud i pap, at det her med at møde mennesker i deres desperate omstændigheder må være enhver kristens kald. Faderløse og enker er repræsentanter for mennesker i den aller-yderste nød. De mest udsatte. De hvis liv er i fare for at gå under.
Når Gud beordrer os til at tage os af børn, hvis forældre er døde, når han vil have os til at sørge for mad og husly til mennesker i nød, så vil han helt sikkert også have os til at tage os af børn, hvis forældre vil slå dem ihjel.
Måske sætter du spørgsmålstegn ved, om bibelen tilskynder os til at engagere os i disse mindst lige så alvorlige omstændigheder. Hertil har Ordsprogenes Bog kap. 24 v. 11-12 noget centralt at lære os:
Red dem der er på vej til døden, frels dem inden det er for sent.
Sig ikke, at du intet vidste om det, for Gud kender dine tanker.
Han som vogter din sjæl, ved det hele, og gengælder enhver efter deres gerninger.
Ordsproget her tjener som en generel guide til, hvad Guds folk er kaldet til at gøre, når det ser overgreb. Hvis menneskers liv er i fare, så skal gudfrygtige mennesker komme dem til undsætning. Så enkelt er det. Hvis alvoren ikke er gået op for os, hvor der står, at vi skal redde og frelse, så prøv engang at tygge lidt på vers 12: Sig ikke… Her møder vi en kraftig advarsel mod at lade som om, at vi ikke ser uretten, og vi bliver mindet om, at Gud kender alle vores (magelige) tanker.
Bekæmp den fælles benægtelse
Abort finder sted næsten 300 gange ugentligt i vores land, og alligevel kan vi se, at de fleste kristne tilsyneladende ikke skænker det en tanke. Vi ved, at det sker. Vi ved, at det er lodret forkert, at det sker. Og dog ser vi ud til at være tilfredse med at være så uvidende som muligt, som om at en fælles benægtelse af abortvirkeligheden på en eller anden mystisk måde vil undskylde os og tilgive vores apati. Tilgive vores manglende forsøg på at redde og frelse dem, som føres mod døden. Ifølge versene fra Ordsprogenes Bog er dette tydeligvis et meget farligt selvbedrag.
Er der nogen af os, som kan pege på nogen anden uretfærdighed i vores samfund, som versene passer bedre på? Hvis ikke, så vid at Gud kalder dig til at redde de ufødte.
Sig ikke, at du intet vidste om det, for Gud kender dine tanker.
Af efterskolelærer, Anders Rønn, tidligere medlem af Retten til Livs bestyrelse
Udgivet maj 2016