Et samfund uden fri abort – udfordringer og visioner
Menneskesynet som det afgørende
Det er menneskesynet, der er kernen i aborthistorien. Fra 1920 -70 sker ændringen i vores abortsyn, som indebærer en forskydning i vores menneskesyn. Indførelsen af fri abort er en etisk forandring i vores samfund.
Når en kvinde bliver gravid, har et liv givet sig til kende. Det rummer noget helligt og ukrænkeligt at stå op for det nye liv, fordi det har en iboende værdighed.
Livet er fundamentalt et gode. Det er dette udsagn, der har forrang; resten – ønsket om at livet også skal være godt – kommer efter dette. Det er her, der skal sættes ind, hvis vi vil ændre synet på abort.
Vandringen mod abort er derimod en afvisning af, at livet fundamentalt er et gode.
Vejen frem mod legal abort i 1930’erne
Straffeloven af 1930 § 242 gav fosterdrab op til 2 års fængsel. Men sideløbende med abortforbuddet findes en accept af abort i tilfælde af nødværge, dvs. hvis kvindens liv er i fare.
Fra 1920 og frem mod 1930 begynder man at problematisere aborten ud fra det moderne menneskes krav om tåleligere livsvilkår og plads til livsudfoldelse. Bevægelsen hen imod abort opstår: Vi vil selv bestemme i forhold børn og graviditet. Der er en voksende samfundsmæssig accept af kravene.
Derfor nedsættes der i 1932 en Svangerskabskommission, som i 1936 anbefaler abort lovliggjort i et eller andet omfang. Samtidig understreges det klart, at livet begynder ved undfangelsen.
Konkret lød kommissionens lovforslag til abort i følgende tilfælde:
1.Ved medicinsk indikation (fare for kvindens liv)
2. Ved eugenisk indikation (racehygiejniske hensyn; en tankegang som var stærkt oppe i tiden)
3. Ved etisk indikation (hvis kvinden var blevet gravid efter en forbrydelse)
4. Ved social indikation (for at afværge menneskelig ulykke og elendighed)
Med lovforslaget har man brudt med tanken bag abortforbud. Livsvilkårene er vigtigere end eksistensen af liv.
K. K. Steincke, socialdemokratisk justitsminister i 1930’erne anerkender ikke den sidste indikation for abort, den sociale, og laver sit eget lovforslag, hvor kun de 3 første punkter er med. Men den første indikation udvides med begrebet ”alvorlig fare”, et forhold som kan tolkes med en skjult social indikation – og blev det. En åbning i loven var skabt.
Mødrehjælpen som forvaltere af abortloven
Mødrehjælpen, med Vera Skals i spidsen, blev sat i verden for at hjælpe kvinder og til at administrere svangerskabsloven. Abort blev bevilget efter Mødrehjælpens anbefaling. ”Belastningsneurose” blev anvendt som diagnose og tolket medicinsk og blev brugt som indikation for abort. På den måde blev livsvilkårenes betydning indarbejdet i vores abortpraksis.
Fri abort – succes eller fiasko?
Blev den fri abort en succes? ’Ja’, siger de fleste. ’Fri abort reducererede aborttallet’, hævdes det – men der skete det stik modsatte. ’Fri abort var et opgør med farlige illegale aborter’ – også en påstand, som grundige undersøgelser gør op med: de illegale aborter var ikke farligere end de legale. Myten om abort som en succes er imidlertid sejlivet: fri abort anses som en værdsættelse af individualiteten, nødvendig for den enkeltes selvvirkeliggørelse.
Men aborten er en afvisning af, at livet fundamentalt er et gode, at det individuelle liv har værdi i sig selv. Dermed modsiger og undergraver den det grundlag, den hævder at være en støtte til: det enkelte menneskes ret til selvudfoldelse. Den bringer os længere væk fra os selv. Abort er med andre ord en fiasko.
Abortens indflydelse på vores livsholdning
Vi formes af vores livsholdning. Den livsholdning, aborten er en kilde til, vil kunne aflæses på samfundsstemningen. Udtrykt i hverdagspsykologiske termer ses abortens nutidige aftryk i følgende udsagn:
1. Jeg er ikke uden videre noget værd.
2. Du er ikke uden videre noget værd.
3. Livet har ikke i sig selv nogen mening eller værdi.
’Jeg er ikke uden videre noget værd’ ses i præstationskulturen eller ’X-faktor-kulturen’. Værdien og anerkendelsen skal hentes udefra. Man skal have en ydre nytteværdi som menneske – som erstatning for ens manglende indre værdi. Det samme kan aflæses i krops- og sundhedskulturen.
’Du er ikke uden videre noget værd’ ser vi i den såkaldte selvguddommeliggørelseskultur, bl.a. med designerbørn, og i institutionskulturen, hvor en nedsat fornemmelse af, at barnet er her i sin egen ret, får os til i alt for høj grad at ’deponere’ dem i det offentlige.
Hvis livet i sig selv ikke har nogen mening eller værdi, kan man ligeså godt gøre nydelse til den højeste mening i den hedonistiske livsform (præget af sanselig nydelse af ”livets goder”, red.). En anden variant er, at man bukker under i den angst- og depressionsepidemi, som hærger.
Abort – et fejlslagent projekt
Aborten er med til at skabe en livsform, som påvirker os i en retning, vi ikke blomstrer ved; den er usund for os. Der findes også andre kilder til det negative i tilværelsen, men aborten er en af de vigtige kilder. Bevægelsen frem mod fri abort har haft meget større konsekvenser for os, end vi tror. Stemningsændringen, der kommer fra aborten, gør, at vi oplever livet i verden på en ringere måde end ellers. Vores menneskesyn er blevet forfladiget; livet er blevet sværere.
Abort er et totalt fejlslagent projekt.
Uddrag af foredrag af Historiker Lau Sander Esbensen, Retten til Livs årsmøde 2015.
Referat af lærer Randi Aillaud