Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Rakel græder over sine børn

Julesøndag 2019, Kristkirken

Af sognepræst Michael Lerche Nygaard 

Bøn:

Evige, Almægtige Gud! Tak fordi du regner os sårbare mennesker for så værdifulde, at du selv blev et sårbart menneske for vores skyld.
Tak fordi du kom, levede, døde og opstod i en rå og brutal verden.
Tak fordi du proklamerede, at vores liv er helligt, ved selv at blive et menneske. Amen.

Læsning:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Matt 2,13-23

Prædiken:

Der er nogle emner, som præster og forkyndere helst lader ligge. Det er de emner, hvor man på forhånd ved, at mange vil lytte under protest.

Jeg har selv ofte undladt at tage den slags emner op, når jeg blev betænkelig ved reaktionen. Hvad nu, hvis pressen kommer efter mig? Eller hvis en horde af hadefulde mennesker hidser hinanden op på Facebook Kolding? Sådan noget kan forekomme. Derfor bliver præsten nemt forsigtig og taler helst om lette emner, som flertallet kan acceptere.

Jeg tror såmænd at de fleste vil forstå mine betænkeligheder. Der skal nok ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan det må være at stå på en prædikestol og sige noget, der er upopulært i den kultur, vi lever i. Prædikenen bliver endda optaget og lagt ud på nettet, så alle i princippet kan høre den. Ordet, der bliver forkyndt, ligger på den måde åbent for alle slags reaktioner. Og det gør forkynderen sådan set også.
Alligevel har kirkens forkyndere pligt til at sige de upopulære ting. Ikke uafbrudt, og ikke med hovedet under armen. Men ved den rigtige anledning skal også den upopulære sandhed siges, så den kan høres.

Når staten, kulturen, flertallet går ad en anden vej end den, Gud viser os i sit Ord – så er det kirkens pligt at få sagt sandheden. Også når der er øretæver i luften.

Det gjorde for eksempel den tyske præst Dietrich Bonhoeffer, som forkyndte i Tyskland, mens nazismen var på sit højeste under 2. verdenskrig. Han endte med at blive hængt for det, lige før befrielsen. På den måde betalte han den højeste pris, hvorimod manden, der henrettede den uskyldige, fik pension af den tyske stat resten af sit liv.

Og dog var det Bonhoeffers ord, der blev stående som et lysende eksempel – mens ingen husker hans bøddel længere.
Bonhoeffer sagde om det livskald, en kristen har, at når statsapparatet løber løbsk, så må kirkens folk ”falde hjulet i egerne”. På tysk: ”Dem Rad in die Speichen fallen”.
Dét citat er tit blevet oversat med at de kristne skal ”stikke en kæp i hjulet”. Men det var ikke, hvad han sagde. Kunne man bare nøjes med en kæp, ville det ikke rigtig koste én noget. Men når man selv skal lade sig falde ind i maskinen for at standse den – så kan omkostningerne blive meget større.

Ikke desto mindre er det en af kirkens opgaver blandt mange, her på jorden. Jesus siger det selv. Vi skal tage vores kors op og følge ham. Vi skal kendes ved ham, for at han kan kendes ved os. Vi har et kald til at følge i vores Mesters spor. Han, der selv betalte den ultimative pris for at sige sandheden.

I dag hører vi så i teksten om et statsapparat, der løb løbsk. Herodes den Store havde været konge i omkring 20 år, da Jesus blev født i Betlehem. Han var utilregnelig, besat af forfølgelsesvanvid. Et løsgående missil om man vil, som ingen kunne vide sig sikre for. Han havde allerede myrdet sin kone og tre af sine sønner, af angst for at miste sin magt.

Nu ville han så også lukke munden Jesus, selv om han ikke anede, hvem han var. Han havde af vismændene fra Østen fået nys om, at Jødernes Konge var født i nærheden af Betlehem. Derfor iværksatte han en massakre: Alle drengebørn på to år og derunder i Betlehem og omegn lod han myrde – af frygt for at et af dem ellers skulle vokse op og blive en rival.

Kort efter døde han. Men hvilken tragedie, han nåede at sætte i værk! Den gamle klagesang fra profeten Jeremias’ tid blev aktuel igen – fra dengang i gamle dage, hvor assyrerne hærgede landet, så mange mødre mistede deres børn.

Det er ikke spor svært for os at have medfølelse med kvinden Rakel, som der tales om. Hun græder over sine døde børn, og vil ikke lade sig trøste. Man kan sige til hende, hvad det skal være. Man kan forsøge sig med alle mulige opmuntringer. Men lige lidt hjælper det, for Rakels børn er ikke mere. Og derfor kan intet menneske på jorden give hende nogen virkelig trøst.

Gud holdt hånden over Jesus, hans mor og Josef indtil videre. For her stod hele den redningsaktion på spil, som Gud var i gang med. Var Jesus blevet dræbt som spæd, ville verden i dag være uden håb og uden Gud. Så når Jesus i første omgang måtte gemmes væk i Egypten, var det for at verden senere skulle have Sandheden at høre med stor S.
Med andre ord: Var barnet Jesus blevet fjernet dengang, så ville du og jeg ikke have siddet her til gudstjeneste i dag. Der ville ikke have været nogen kristendom.

Vi ville aldrig have fået evangeliet at høre – evangeliet om, at Gud er blevet menneske, for at lade sig falde ind i verdens store maskine. Vi ville aldrig have hørt om dengang på Golgata, hvor han ofrede sig for vores skyld, for at standse verdens amokløb.

baby scan Jesus

I julen fejrer vi, at Jesus lod sig føde som menneske.
Ovre i England blev det markeret med billedet her for nogle år siden. Et reklamebureau lavede billedet til en julekampagne for en række kirker. Det skulle minde om selve årsagen til at vi holder jul. Teksten lyder:
”Han er på vej. Julen begynder med Kristus”.

Godt fundet på, og egentlig meget lige ud ad landevejen.

Men hvad skete der? Der blev mediestorm. Flere organisationer, som kæmper for at udbrede fri abort, blev rasende over at Jesus blev vist som et foster, som en rigtig lille person i sin mors mave.

Når vi Julesøndag hvert andet år (som i dag) hører teksten om barnemordet, er der en sammenhæng her, som vi ikke må glemme.

Vi bliver mindet om at et menneskeliv er noget særligt, ja ligefrem noget helligt. Det mente vores forfædre vikingerne for eksempel ikke. Hos dem var der højere straffe for at stjæle noget end for at slå nogen ihjel. Det var en større forbrydelse at tage penge eller ting, end at tage en andens liv.

Men så kom juleevangeliet og hele kristendommen til vores land, og lærte os at holde livet helligt.
Den tanke går helt tilbage til GT, ja helt tilbage til skabelsens morgen. Da det allerførste mord havde fundet sted – dengang Kain havde slået sin bror Abel ihjel – sagde Gud til ham:

”Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden.”
Når nogen bliver slået ihjel, er det himmelråbende. Hver gang. Det skriger til himlen.

Det er der almindelig enighed om. Og alligevel har vi en blind vinkel i vores samfund og kultur, hvor der er almindelig enighed om at fortrænge, hvad der sker. Det er når et menneske dræbes ved en provokeret abort.

Hvis nutidens Rakel skulle finde på at græde efter at hun har fået en abort, vil hun næsten blive løbet over ende.
En række meningsdannere og professionelle vil forklare hende, at der er mange gode grunde til at få foretaget en abort. Og at hendes barn er hendes egen krop. Og at man kan gøre, hvad man vil med sin egen krop, uden at skulle stå til regnskab for nogen.

Og vil Rakel stadig ikke lade sig trøste, vil man kalde hende uimodtagelig for sund fornuft.

Men Rakel har fat i den lange ende, når hun græder.
For det er forkert, når en far får dræbt sit barn.
Det er forkert, når en mor ser på sit barn som en forhindring, der skal fjernes.

Vel er der ingen korrupt kong Herodes, der sender soldater til en landsby med sværd for at dræbe børn. Det hele foregår diskret på vores pæne sygehuse.
Her ser alting rent ud, hygiejnen er verdens bedste. Serviceniveauet er højt; abort kan man få, uanset om det er hverdag eller helligdag, når blot man opfylder de betingelser, vores folketing har bestemt. Personalet er høfligt og statskassen står på vid gab. Men menneskesynet, der ligger bag, er et afstumpet menneskesyn.

Det er vel sådan, at forargelsen er større, når Britta svindler for nogle millioner, end når et levedygtigt barn berøves sit liv. Vikingerne ville være helt enige i den vurdering.

Her er et stort maskineri, et vældig stort hjul, som er løbet løbsk. Et hjul, som kristne må lade sig falde ind i, i håb om at stoppe det. Måske stopper det, måske gør det ikke. Men det er vores kald at sige, at sort er sort, og hvidt er hvidt.

”Du flettede mig sammen i min mors liv,” står der i Salme 139 i Salmernes Bog,
”Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!
Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.”

Sådan taler Guds ord om fosteret. Hvordan skulle jeg, en kristen, da kunne sige det modsatte:

Jeg takker ikke for at jeg blev skabt i min mors liv – for jeg var bare hendes krop?
Gud havde mig slet ikke for øje, da jeg var foster – for jeg var jo ikke nogen person endnu?

Nej det er Rakel, der har fat i den lange ende, når hun græder. Det er hende, der godt kan se, hvad der er op og ned her i livet. Så hun skal have lov at græde, uden at nogen ser ned på hende. Hun reagerer sundt og naturligt. Hun reagerer på at hendes ufødte barn er blevet slået ihjel.

Men hun skal også hjælpes videre, Rakel. Ikke med bortforklaringer, men ved at høre, at der virkelig er tilgivelse og en ny begyndelse at få, også for hende:

– Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort, siger Jesus.
(Joh 6,37)

– Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. (1 Joh 1,9)
Sådan står der sort på hvidt i vores Bibel.

– I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. (Ef 1)

For lige så vakkelvornt, vores menneskesyn er blevet – lige så stærk er Guds tilgivelse.

Stærk nok til at slette enhver synd ud, stor eller lille, når vi bekender det forkerte over for ham. Også dét er sandheden, som skal siges – højt og tydeligt. Der er en udvej. Der er en ny begyndelse.

Den politiske korrekthed vil aldrig acceptere det. Ja måske bliver du og jeg nærmest ”aborteret” her i samfundet, når vi siger det – i betydningen udstødt og marginaliseret. Men det skal siges: Både at det ufødte barn er et rigtigt menneske, og at der er syndernes forladelse for den, der har fået det slået ihjel og bekender det som en synd.

For man skal sige sandheden.

Forleden var jeg med til bisættelsen af en gammel dame, der havde kæmpet for nogle af de svageste i vores samfund. Som mor til en retarderet datter havde hun gjort en livslang indsats i foreningen Evnesvages vel. Hun var endda blevet udnævnt til Æresmedlem.

Datteren var med til sin mors bisættelse. Hun var nu en midaldrende dame, men mentalt befandt hun sig stadig på barnestadiet. Hvor var det fint at se hende være med. Et kærligt og følsomt menneske. Da bedemanden kørte med hendes mors kiste, vinkede hun og råbte ”Farvel Mor!”.

Det var en datter at være stolt af. Lad os bede til, at mange flere som hun må få lov at leve i de kommende år, så vores samfund kan blive et sted med mere kærlighed og følsomhed.

Amen