To vinkler fra Det Gamle Testamente
Mange kristne abortmodstandere vil uden videre påstå, at abort er imod Guds ord i Bibelen. Når de bliver bedt om at vise hvor, kan det dog give dem visse problemer. Provokeret abort omtales nemlig slet ikke i bibelen, og håndfaste tekster om fosterets værdi vrimler det heller ikke med.
De klare steder i bibelen
Der er dog især to steder i Bibelen, som ofte trækkes frem. Det femte bud siger klart: ”Du må ikke slå ihjel!” Det er et lovbud, og er fosteret et menneske, så er abort en overtrædelse af buddet.
Det andet sted er salme 139, hvor David synger om, at Gud flettede ham sammen i moders liv, og lagde planer, mens David endnu var foster.
I denne artikel vil jeg se på to andre vinkler på abort og fosterets værdi i Det Gamle Testamente.
Spontane aborter
Når abort endelig omtales, er der tale om spontane aborter. Det ses i 2. Mosebog 23,26 og 2. Kongebog 2,19-21. Begge steder er det naturligvis negativt, hvilket vel næppe overrasker.
Også i 2. Mosebog 21,22-25 tales om abort, men læser man den danske oversættelse, er det kun moderens liv, der regnes for noget. Fosteret skal der ikke betales en særlig erstatning for.
”Når mænd kommer op at slås og kommer til at skubbe til en gravid kvinde, så hun aborterer, men der ikke støder anden ulykke til, skal den skyldige bøde med så meget, som kvindens mand pålægger ham. Boden skal han betale hos dommerne. Men støder der en ulykke til, skal du betale med liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme.”
Misvisende oversættelse
Sætter man sig med en hebraisk bibel i stedet, vil man dog kunne opdage, at versene ikke er oversat helt loyalt fra hebraisk. Det ord, der oversættes med ”aborterer” betyder i virkeligheden, at noget kommer ud. Det bliver brugt over ét tusind gange i Det Gamle Testamente – flere gange om fødsler, men aldrig om aborter. Når aborter omtales, bruges et ord, der betyder, at man mister.
En korrekt oversættelse er altså snarere, at hvis kvinden går i fødsel, så skal der betales erstatning for enhver skade, barnet får. Den danske oversættelse giver under alle omstændigheder ikke mening, for en gravid kvinde ville under alle forhold være dækket af de almindelige love, som findes i 3. Mosebog 24. Her straffes det på nøjagtig samme måde, hvis man skader andre fysisk. Fosteret ligestilles altså med den voksne.
Børneofringer
Provokerede aborter kender man slet ikke til fra Israel og de omkringliggende lande på gammeltestamentlig tid. Børn er en velsignelse fra Gud. Noget af det værste, et menneske i Det Gamle Testamente kan opleve, er at være barnløs. Abraham og Hanna er blot to eksempler. Børn er det mest værdifulde, ja, ifølge Ordsprogene 17,6 er børnebørn de gamles krone, selve tegnet på, at deres liv har været under velsignelse.
Alligevel har man noget, der ligner aborter, og som Gud på det skarpeste forbyder – børneofringer.
Til guden Molok ofrede man små børn. I Karthago, som er kulturelt beslægtet med kananæerne, har man fundet store gravpladser med tusindvis af urner med asken fra nyfødte.
Tanken bag ofringer har blandt andet været, at man ved at ofre noget så dyrebart kunne opnå gudens gunst og få velsignelse over sit liv. Man ofrede barnet for sin egen lykkes skyld. Nøjagtig det samme ser vi i dag. Mennesker ofrer deres børn for deres egen lykke, uddannelse, karriere og bekvemmelighed.
Offer til Gud
I 2. Mosebog 34,19-20 kan man læse, at Gud kræver det førstefødte af hankøn af ethvert moderskød, dyr såvel som mennesker. Israelitterne måtte dog ikke ofre deres sønner. De skulle i stedet frikøbe dem ved at ofre dyr i stedet. For hedningerne omkring dem var det også en mulighed, men ikke et påbud.
I de ældste lag på gravpladserne i Karthago er der langt flere dyreknogler end i de yngste lag. Jo rigere befolkningen blev, jo oftere ofrede de deres børn i stedet for deres rigdom. Børnene var ikke længere en velsignelse, men noget, man kunne vælge. Man havde ikke længere brug for dem i sin alderdom. Man havde nok i sin egen rigdom.
Selvrealisering var blevet deres gud. Sådan er det også i vor tid.
Af cand.teol. Søren Stidsen. Bragt i Retten til Livs blad LIV marts 2014