Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Prædiken

Gå du hen og gør ligeså! Ordene stammer fra Jesus. De er afslutningen på hans lille historie om samaritaneren, som reddede livet for den mand, der mellem Jerusalem og Jeriko var faldet blandt røvere. Nok Jesu mest kendte historie. Kort, stikkende og kompromisløs.
Den mishandlede så gennem smertende tåger en præst nærme sig. Halleluja! En Guds tjener. Men præsten gik forbi. Han kendte efter årelange studier alle Skriftens ord om Guds barmhjertighed og kærlighed. Også det dobbelte kærlighedsbud. Dogmatikken var i orden. Men han var ikke villig til i praksis at tage troens konsekvenser.
Jo, der var da mange undskyldninger: på vej til kirkeuge i Jerusalem. Otte børn derhjemme skulle forsørges foruden kone og aldrende forældre.
Også kirketjeneren gik forbi.
Da den døende så samaritaneren sukkede han. Forgæves. En samaritaner uden lovens lys og forjættelserne og templet i Jerusalem kunne man ikke forvente hjælp fra. Snarere tværtimod. Men samaritaneren standsede. Forbandt. Hjalp den kvæstede op på sit ridedyr. Førte ham til det nærmeste hotel. Betalte for ham.

Frelsen – og den samaritanske pligt

Hvorfor fortalte Jesus historien? Fordi en bibelkyndig havde spurgt om vejen til frelse. Historien viser, at ret dogmatik uden vilje til i praksis at tage konsekvenserne fører til kynisme. Præsten og levitten var kynikere. Mit forhold til Gud tager altså skade hvis jeg går forbi et menneske på min vej, hvis liv er truet. Kærlighedens fordring kan jeg ikke tilsidesætte uden at tage de første skridt på vej til åndelig død. Præsten og kirketjeneren, der som Guds tjenere skulle være forbilleder, havde nok dogmatikken i orden. Men virkeligheden afslørede, at de var kirkelige kynikere. Hos samaritaneren var der større medmenneskelighed og kærlighed, end hos de repræsentanter for Guds pagtsfolk, der skulle stå som folkets forbilleder.

Kristi efterfølgelse

Jesu historie om den barmhjertige samaritaner lærer enhver kristen den samaritanske pligt, identisk med Kristi efterfølgelse. Måske er den samaritanske pligt sur, måske sød. Afgørende er, at jeg som kristen tager den på mig og handler. Alene i Kristi efterfølgelse er velsignelsen. Den samaritanske pligt gælder ikke blot den enkelte kristen, men også fællesskabet af kristne, kirken. Udførelsen af den samaritanske pligt er en afgørende forudsætning for at kirkens evangelium bliver hørt og modtaget. Historien giver os mangfoldige eksempler på alvorlige konsekvenser af kirkens tilsidesættelse af den samaritanske pligt.

“Det kristne budskab bliver ikke hørt. Efter ét århundredes evangelisation må vi begynde forfra, fordi de bedste kateketer, de der fyldte vore kirker om søndagen, var de første til at tage macheter i hånden”. Ordene stammer fra en tidligere katolsk biskop i Rwanda. Kirkens medansvar for massakrerne i Rwanda er forlængst dokumenteret. FN, Røde Kors og andre internationale organisationer har siden massakren i 1994 sammen med mange lande – USA, Frankrig, Belgien m.v. – forsøgt at fralægge sig ansvaret for drabene på op mod 1 million mennesker. Kirken svigtede Rwanda. Millioner mistede livet.
I 1996 bekendte 13 menigheder fra Sydafrikas hollandsk reformerte kirke deres rolle under apartheiden. “Egoisme og manglende vilje til oprigtigt at lytte til Guds ord fik os til at acceptere de mange uretfærdigheder, som fandt sted i hele landet”. Ordene blev udtalt af Hannes Koornhof på vegne af den hollandsk reformerte kirke i Stellenbosch. Kirken svigtede de farvede i Sydafrika. Millioner blev udnyttet, diskrimineret og undertrykt. Tusinder døde. I 1997 afholdt den katolske kirke i Frankrig en bodsmesse, hvor den katolske kirke officielt bad jøderne om tilgivelse for, at kirken under den nazistiske besættelse ikke blot stiltiende fandt sig i forfølgelsen af jøder i Frankrig, men også i situationer hjalp nazisterne med at finde frem til jøderne. Kirken svigtede jøderne. Millioner døde i KZ-lejrene.
I 30’ernes Tyskland var der modige præster og menigheder, som sagde fra over for den nazistiske ideologi. Men som tiden gik, blev kirken mere og mere tavs. Kirken gik som helhed ind i en samarbejdspolitik med nazisterne. De præster og kirkeledere, som på baggrund af den samaritanske pligt protesterede mod overgrebene, blev afskediget eller fængslet, og mange mistede livet i Kz-lejrene. Dietrich Bonhoeffer står som en af bekendelseskirkens mest markante ledere, som mistede livet i Hitlers fængsler. Kirken svigtede ikke blot det tyske folk, men hele menneskeheden – og unævnelige rædsler ramte verden.

Passivitet gør medskyldig

Det danske folk blev i krigens begyndelse bedraget ind i samarbejdspolitikken, ikke mindst af Stauning og Scavenius. Inden for kirken står ikke mindst Kaj Munk som eksempel på en af de præster, som fastholdt den samaritanske pligt. “Det er bedre at skade Danmark i Forholdet til Tyskland end i Forholdet til den Herre Jesus. Maaske man egentlig burde lægge Sag an mod Ministeriet. Rettelig beset foreligger her jo det, at en overordnet Embedsmand vil forlede sine underordnede til Embedsmisbrug. Thi vi Præster er sat til at tale Ordet og ikke til at fortie det. At gaa paa Akkord med Uretten – det alene vil faa de alvorligste Følger for Land og Folk. Det har Kristus lært os” – udtalt af Kaj Munk som reaktion i 43 på kirkeministeriets cirkulære, som forbød omtale af norske forhold, herunder ikke mindst den norske kirkes åbenlyse vilje til modstand mod den nazistiske besættelsesmagt.
Københavns biskop Biskop Erik Norman Svendsen udtaler i forbindelse med krigen i Sarajevo, hvor hans søn var udstationeret som FN-soldat: “Vi har et moralsk problem, hvis vi ikke handler, når menneskerettigheder trædes under fode. Menneskeliv er dyrebart. Det skal vi beskytte. … ved ikke at gøre noget, gør man sig medskyldig”. Mere præcist kan den samaritanske pligt vel ikke formuleres.

Massakren på de ufødte

Hver dag dræbes mere end 50 ufødte drenge og piger på vore hospitaler. Arme og ben rives af. Hoved og krop sønderlemmes. Hjertets slag bringes brutalt til standsning. Virkeligheden er så umenneskelig, at sygehuse og det personale, som udfører drabene, i mere end 50 år har forsøgt at fortrænge, skjule og lyve om virkeligheden på hospitalernes abort-drabsstuer. En jordemoders råb fra Sønderborg fornylig viser, hvor svært det er for de implicerede at medvirke ved drabene. Med djævelens vold og magt arbejder den medicinske forskning på højtryk for at skjule drabene ved hjælp af en lille såkaldt abortpille.

Kirkens profetiske opgave

“Ved ikke at gøre noget, gør man sig medskyldig”. Kirken har en profetisk opgave for gennem forkyndelse og oplæring at standse massakren på de ufødte. Ordene må, som I Jesu liv, til tider blive synlige i handling. Måske har vi brug for en ny “tempel-rensning”, hvor kirken i sin kamp for ufødtes ret til livet må skandalisere sig selv, og for Folkekirkens vedkommende måske miste sin grundlovssikrede særstatus som folkekirke.
Tilsidesætter kirken i Danmark den samaritanske pligt over for de ufødte, så mister kirken sin troværdighed. Følgerne er katastrofale. Vejen til frelse vanskeliggøres, måske umuliggøres. Mennesker mister livet. Overgrebene har allerede bredt sig til andre befolkningsgrupper, blandt andet de gamle og senile, de handicappede.
Derfor må kirken handle. Gennem forkyndelse og undervisning. Gennem samfundsdebat. Gennem profetiske symbolhandlinger. Gennem stadige henvendelser til regering, folketing og dronning.
Kirken må handle, i bevidstheden om, at dette er en åndskamp. I bevidstheden om, at udviklingen vendes ikke uden ofre. Men også i bevidstheden om, at Gud er med sin kirke, når denne lever sin samaritanske pligt ud i praksis.

Af Retten til Livs stifter sognepræst Orla Villekjær