… nogle aspekter
Tilfældighed eller betydning
Forståelsen af mennesket er ikke en isoleret sag, men hænger sammen med opfattelsen af tilværelsen som helhed. Om tilværelsen som helhed skriver en af vore berømte tænkere, filosoffen og teologen K.E. Løgstrup, et sted, at “Enten har tilværelsen betydning eller den har tilfældighedens ligegyldighed.” (Skabelse og tilintetgørelse, s. 156). For mig at se, har Løgstrup ret i, at det er det afgørende alternativ, som ethvert eftertænksomt menneske må tage stilling til. Og denne stillingtagen får – vil jeg føje til – vidtrækkende konsekvenser for menneskesynet.
For en kristen tankegang gælder imidlertid med mindst lige så stor vægt, at forståelsen af mennesket ikke er en isoleret sag, men hænger sammen med gudsforståelsen. Og netop i gudsforståelsen har vi grunden til, at forestillingen om, at alting skulle bero på en tilfældighed og dermed dybest set være ligegyldigt, som regel er så fjern for en kristen, at det nævnte alternativ: tilfældighed eller betydning aldrig rigtigt bliver bevidst og eksistentielt. Årsagen er, at troen på, at Gud har skabt alle ting, står så centralt i den kristne tilværelsesforståelse. Den kristne menighed bekender hver søndag i kirken: “Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber”. Og denne tro dementerer tanken om, at tilværelsen skulle skyldes en tilfældighed. I den kristne skabelsestro ligger nemlig implicit, at Gud har haft en plan med at skabe alting, en plan, som kulminerer i, at Gud ved tidernes ende vil oprette en ny himmel og en ny jord, hvor kærlighed bor. Tilværelsen har betydning.
Det enkelte menneske er skabt af Gud
Denne forståelse af tilværelsens helhed farver opfattelsen af alle enkeltemner, heriblandt menneskesynet, antropologien. I den kristne skabelsestænknings perspektiv må vi afvise, at mennesket og menneskelivet er tilfældigt og ligegyldigt. Mennesket har betydning. Det enkelte menneske er skabt af Gud, skabt i Guds billede, skabt som uerstatteligt og uforligneligt individ. Guds skabergerning er altså ikke noget, som kan isoleres til verdens begyndelse. Gud skaber stadigvæk, således at ethvert menneske er skabt af Gud. Luther giver i Den lille katekismus udtryk for, hvordan det enkelte menneske må forstå sig selv i lyset af den kristne skabelsestro: “Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle skabninger, har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser, og endnu opholder dette”.
Adskillige steder i Bibelen møder vi endog den tanke, at Gud lige fra fosterstadiet har kendt det enkelte menneske og har en hensigt med det (Eksempelvis Sl 139,16 og Gal 1,15). Hvad der i dag er Guds specielle plan med det enkelte menneske, skal jeg ikke gøre mig klog på, men generelt kan vi sige, at væsentlige sider ved Guds plan med ethvert menneske kommer til udtryk i det dobbelte kærlighedsbud: “Du skal elske Herren din Gud” og “Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,37ff.).
Menneskeværdet i kristen belysning
I vore dage ligger det i mange menneskers selvforståelse, at “jeg er, hvad jeg gør”. Og set fra en bestemt synsvinkel er det ikke forkert. Men det kan overdrives. Det er f.eks. tilfældet, hvis man forstår det på den måde, at min værdi som menneske afhænger af det, som jeg kan præstere, således at den dag, hvor jeg intet kan præstere, er mit menneskeværd ophørt. I modsætning til denne opfattelse vil et kristent menneskesyn fremhæve, at menneskeværdet er funderet langt dybere end i vore præstationer. Menneskeværdet er baseret i, at Gud har skabt mennesket i sit billede, og i, at Gud har givet os liv og endnu ikke har kaldt livet tilbage. Ethvert menneske har værdi simpelthen fordi det er et menneske. Denne tankegang vil man fra kristen side normalt udstrække til både at omfatte det gryende menneske, fosteret, og det skrøbelige gamle menneske. Jesus undså sig ikke for – i strid med samtidens opfattelse – at udpege spædbørn som forbilleder for dem, som skulle blive frelst (Luk 18,15-17), ligesom han med forkærlighed vendte sig til samfundets syge, svage og udstødte. En konsekvens af denne tankegang er, at det femte bud: “Du må ikke begå drab” ikke blot gælder det stærke fuldvoksne menneske, men også omfatter fosteret og oldingen, altså både afviser fosterdrab og aktiv dødshjælp.
Gud blev menneske
Forståelsen af mennesket kan, som det er fremgået, heller ikke isoleres fra Jesu liv, forkyndelse og gerninger. Her afsløres det for alvor, hvor værdifuldt mennesket er. I Jesus Kristus skete det uhørte, at Gud blev menneske for at redde vi mennesker fra timelig og evig ulykke. Jesus Kristus blev selv et menneske, endog et foster. Jesus forkyndte, at vi skal elske næsten som os selv. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner viser han, at det betyder, at vi skal hjælpe overalt, hvor et menneske er i nød, og vi er i nærheden og kan hjælpe (Luk 10, 25-37). Og Jesu barmhjertighedsgerninger omsatte denne forkyndelse i konkret og forbilledlig praksis. Endelig er Jesu død et vidnedbyrd om, hvor højt Gud elsker vi mennesker, så højt, at han var villig til at ofre sin Søn, for at vi kan få evigt liv.
Det kristne menneskesyn er således nøje forbundet med en forståelse af tilværelsen som helhed, der har Gud, Skaberen, og Jesus Kristus som ankerpunkter. Dette menneskesyn manifesterer sig i en forståelse af menneskeværdet, der tilkender det enkelte menneske høj værdi. Dette gælder også og ikke mindst det svage menneske: det gryende menneske, fosteret, det syge menneske og det alderdomssvækkede menneske.
Af Kurt Christensen, docent, dr. theol. efter oplæg på Retten til Livs Årsmøde 1999